Der er sket rigtigt meget på familieområdet. Fra 1. januar 2024 trådte loven om barsel til sociale forældre f.eks. i kraft, hvilket betyder, at mange sociale forældre nu kan få del i barselsorloven, der således kan fordeles både imellem de juridiske og de sociale forældre.
Vi ser også frem til, at den nye politiske aftale om partnerægdonation, som gør det lovligt at donere et æg til sin partner, træder i kraft. Den nye aftale om partnerægdonation kommer til at gøre det lettere for par bestående af to kvinder at få hjælp til fertilitetsbehandling, da det bliver lovligt for den ene kvinde at donere et æg til den anden, uden at der er en sundhedsfaglig begrundelse, hvilket hidtil har været den eneste mulighed for at få det gjort. Med den nye aftale er det begrundelse nok, at begge ønsker at tage del i graviditeten og føle sig biologisk knyttet til barnet.
Lige nu arbejder vi meget på at forbedre vilkårene for flerforældre-familier. Der har lige været et politisk udspil fra regeringen, hvor den foreslår forskellige forbedringer. Det er vi rigtig glade for, men forslagene er desværre meget begrænsede og lægger stadig vægt på genetik, hvilket betyder, at mange af de rettigheder, som man kan få afhænger af, hvorvidt man har været genetisk involveret.
Der er generelt en tendens til, at hvis der er den mindste negative konsekvens, så lader det til at veje tungere, når man lovgiver for LGBT+ personer. Jeg tror, det er fordi, man fra politisk side ubevidst opfatter LGBT+ kroppe og -familier som ”unaturlige” og derfor laver en mere restriktiv risikovurdering.
Jeg har generelt den opfattelse, når jeg ser på de forskellige lovforslag på områderne, at genetik beroliger, når det kommer til lovgivning, som berører LGBT+ personer. I forhold til flerforældre er politikerne meget bekymrede for, at der kommer til at være for mange forældre, der kan få samvær, og hvordan det vil fungere i forhold til barnets trivsel. Det er et helt reelt hensyn at tage, men omvendt kan man sige, at det også er rigtigt skidt for børns trivsel, hvis de lige pludselig mister en forælder, som de aldrig ser igen, fordi reglerne ikke sikrede, at de kunne bevare kontakten.
Mange af de problemer, som jeg sidder med som jurist, handler ofte om, hvordan rettighederne bliver forvaltet. F.eks. når man skifter juridisk køn – altså får et kønsbekræftende cpr-nummer – så kan man risikere at tabe alle sine sundhedsdata, at blive låst ude af sit MitID, fra sin e-Boks og miste adgangen til sine bankkonti, hvilket er et alvorligt indgreb i ens rettigheder, da man mister adgang til hele sin identitet. Jeg savner, at der tages et ansvar for, at man ikke mister sine rettigheder, når man skifter sit cpr-nummer på en for øvrigt helt lovpligtig facon.
Jeg savner også, at det sættes et større fokus på kønsbekræftende behandling. Lige nu er der stor utilfredshed med, hvordan det foregår.
Mange af mine sager handler om forvaltningen, for vi ser ofte, at det er i praksis, at problemerne opstår enten grundet detaljerne i en lovgivning, eller fordi det bliver fortolket forkert eller for restriktivt. Vi oplever ofte, at myndighederne ikke kender reglerne for LGBT+ personer, fordi de er en minoritet.
Jeg kan nogle gange løse sager blot ved at kende lovgivningen og reglerne og videreformidle det til mine klienter, efter de har haft forgæves kontakt med myndighederne i flere måneder uden at kunne få hjælp derfra. Myndighederne har en vejledningsforpligtigelse, og det er frustrerende, at der er så stor en manglende viden på netop dette område.
Der er et problem med retssikkerheden, fordi vi har et retssystem, der slet ikke er lavet til LGBT+ personer, og de kan derfor falde imellem stolene.
Et eksempel er, at fordi lovgivningen er skrevet enormt kringlet, så skal man som transmand følge medmoderskabsreglerne for at være sikker på, at man er registreret som forælder.
Det vil altså sige, at hvis du er transkønnet person, og du har skiftet juridisk køn ved at indgive en erklæring om, at du er transkønnet, skal du følge de regler, der gælder for det køn, du er tildelt ved din fødsel. Det vil sige, at hvis du er transmaskulin skal du følge reglerne for medmoderskab, selvom du har skiftet juridisk køn, og hvis du er transfeminin vil du automatisk blive registreret som forælder til dit barn, hvis du er gift med den fødende forælder.
Det står lidt uklart i noget forarbejde til en lov et eller andet sted, og så er det gentaget i andre forarbejder til en helt anden lov, så det er en kæmpe udfordring for transkønnede at finde ud af det her. Jeg oplever ofte, at de har været i kontakt med fertilitetsklinikker og Familieretshuset og har fået fire forskellige svar på to dage, og når de så kommer til mig, er det for sent at følge de regler, for man skal følge dem, før man bliver gravid.
Jeg har også haft klienter, der fortæller, at de fået at vide, at ’de jo også selv er ude om det, når de er så besværlige’, når de har ringet til de her steder for at få et svar. Ikke fordi de gør eller siger noget besværligt, men bare fordi de eksisterer som queer personer.
Der er eksempelvis en manglende forståelse for kønsinkongruens, som er en vedvarende uoverensstemmelse mellem et individs tildelte og oplevede køn. Det er anerkendt indenfor nogle retsområder, men ikke på alle områder. Vi har haft en del sager om f.eks. stemmetræning, hvilken man kan få tildelt efter det, der hedder lov om specialundervisning for voksne. Men vi oplever kommuner, der pludselig siger, at det kan deres borgere ikke få, fordi kommunen opfatter dem som ’mænd, der godt kunne tænke sig være at være kvinder’.
Der er ikke en ensartethed i den her moderne forståelse af, hvad kønsinkongruens er – man risikerer, at forskellige retsområder og forskellige myndigheder har en gammeldags og udateret forståelse af transkønnethed, som kan have en betydning for de ydelser, som man reelt har krav på.
Hadforbrydelser, som der jo ellers er fokus på, kommer i mange former, og vi ønsker eksempelvis, at man skriver hadmotiveret chikane selvstændigt ind i straffeloven, for vi oplever, at der er ting, som falder igennem. Straffeloven har en bestemmelse om hadtale, som er rettet imod ting, der er fremsagt i offentligheden, og så er der en strafskærpende bestemmelse om hadforbrydelser, der kun finder anvendelse i forbindelse med strafudmålingen, når der i øvrigt er sket en forbrydelse.
Vi har medlemmer, der får beskeder i deres postkasse, hvor der kan stå noget i stil med ’Din klamme lebbeluder’, og det er egentligt ikke ulovligt. Det er ikke hadtale, for det er ikke fremsat i offentligheden, og det er ikke en trussel, for der bliver ikke truet i brevet, men blot fremsat en påstand. Men det er klart, at det opleves som en trussel, at der er nogle, der tænker det om én, og som også ved, hvor man bor, og de fleste har desværre også erfaringer med, at den slags eskalerer over tid. Derfor ønsker vi, at der oprettes en selvstændig bestemmelse til den slags chikane, så man kan anmelde det og få det efterforsket.
Max Maskell er jurist i LGBT+ Danmark og står for at kvalificere den juridiske del af foreningens arbejde. Derudover understøtter Max LGBT+ Danmarks juridiske rådgivning og rådgiver og repræsenterer LGBT+ personer i forbindelse med familiedannelse og forældreskab og andre juridiske problemstillinger.
LGBT+ Danmark er Danmarks største og ældste politiske forening for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og alle andre, der bryder med normer for køn og seksualitet. Foreningen blev dannet i 1948.
