05.12.2024
Er du klar til at indberette tilsyns- og klientkontoerklæring?
I løbet af januar 2025 vil Advokatsamfundet udsende informationer om, hvorledes advokater og advokatselskaber skal indbe...
Leder af Advokatrådets formand Martin Lavesen
Vi går i denne måned ud af et 2024, der har været præget af sager om advokaters uheldige roller i økonomisk kriminalitet og som har sat fokus på tilsynet med advokater. Den sorte svane har selvfølgelig sat det største aftryk på den offentlige debat, men en række andre sager i medierne om klientkontoen og hvidvask har ligeledes bragt branchen i fokus på en kedelig baggrund – det samme har i øvrigt flere straffesager ved domstolene med advokater under anklage.
Det skal vi naturligvis handle på og håndtere – både som tilsynsmyndighed og som en profession, der tager sig selv og sit ansvar alvorligt. Det mener jeg vi har gjort, men vi må også være ærlige og sige, at kampen stadig kæmpes.
I november havde vi inviteret folketingspolitikere på scenen til vores Retssikkerhedskonference for at debattere Den sorte svane - og oprydningen og konsekvenserne herefter. Jeg vil tillade mig at konkludere, at hverken Rosa Lund (Ø) eller Steffen Larsen (LA) ved den lejlighed skød med skarpt mod mig eller advokatbranchen på scenen. De havde fortsat forslag til ændringer, men anerkendte grundlæggende, at vi som tilsyn handler og har handlet ansvarligt med de opstramninger, der er sket, og med af de ændringer i lovgivningen om bl.a. klientkontoen, som vi har bakket op om.
Samtidig skinnede det krystalklart igennem, at det selvfølgelig også fra politisk side forventes. Vi skal agere ordentligt som profession. Vi skal kende vores pligter og overholder reglerne – og tilsynet skal slå ned på de advokater, der ikke lever op til reglerne. Det budskab har justitsministeren og andre politikere også understreget i debatten og på de møder, vi har taget i årets løb.
Jeg forventer, at den dagsorden bærer med ind i 2025, og at vi alle må tage hvidvask og økonomisk kriminalitet mere seriøst end nogensinde. Det er vores forventning, at der desværre vil komme yderligere dårlige sager frem. Dem skal vi håndtere, samtidig med at vi har fokus på om vores tilsyn er skarpt nok. Vi har nultolerance om hvidvask, og derfor har vi også omlagt tilsynet i det forgangne år, så vi nu fokuserer mere på netop hvidvask og på misbrug af klientkontoen. I Advokatrådet kommer vi fortsat til at være meget opmærksomme på om nettet er fintmasket nok, og om der er behov for at sætte yderligere ind på vores tilsynsindsats.
Jeg er overbevist om, at langt hovedparten af alle advokater gerne vil følge reglerne og faktisk også følger dem. Stort set alle advokater udfører vores hverv ordentligt og samvittighedsfuldt. Jeg ved, at vores store fokus på tilsyn kan virke overdrevet og voldsomt, men jeg håber, at I alle ved, at Advokatrådet gør det for at fastholde tilliden til advokatstanden – og ikke mindst for klienternes og retssamfundets bedste.