Spring hovednavigationen over
Tilbage

Rapport: Forbedret retssikkerhed i Grønland vil koste 34,3 millioner om året

Copenhagen Economics har beregnet de økonomiske omkostninger ved at gennemføre Advokatrådets initiativer til at forbedre retssikkerheden i det grønlandske retsvæsen og øge borgernes ”access to justice”. Beregningen viser, at det vil koste 34,3 mio. kr. årligt.

Bedre adgang for borgerne til juridisk bistand, oprettelse af bistandsadvokatordning, bedre retshjælpstilbud og flere juridiske kompetencer i retsvæsnet. Det var blandt de anbefalinger, som Advokatrådet kom med i foråret i en rapport om forbedret retssikkerheden i Grønland.

Som opfølgning har Advokatrådet nu fået udarbejdet en økonomisk vurdering fra Copenhagen Economics på, hvad det vil koste at gennemføre rapportens 25 kortsigtede initiativer.

“Hvis det grønlandske retsvæsen skal leve op til internationale retssikkerhedsmæssige standarder, så kræver det, at et flertal i Folketinget vil prioritere midlerne til en række nødvendige forbedringer,” siger Advokatrådets formand, Martin Lavesen, som har været med i arbejdet med rapporten og desuden har medvirket til en lang række interessentmøder i Grønland.

Copenhagen Economics rapporten er støttet af Dreyers Fond. Vurderingen er, at Advokatrådets 25 anbefalinger vil indebære et årligt finansieringsbehov på 34,3 mio. kr., hvis de skal implementeres i det grønlandske retsvæsen.

”For den enkelte vil ændringerne få rigtig stor betydning. Set i det lys synes jeg så absolut, at 34,3 mio. kr. er en nødvendig pris, vi må betale for at løfte det op til et niveau, som vi kan være bekendt. For de penge vil man blandt andet kunne etablere en bistandsadvokatordning, lette adgangen til juridisk bistand i yderområderne, øge de juridiske kompetencer i kriminalsager og en række andre forbedringer, som for den enkelte faktisk kan have rigtig stor betydning” siger Martin Lavesen.

Pengene skal findes på finansloven

Finansieringsbehovet vil variere over de kommende år, både på grund af indfasningsperioder og allerede afsat finansiering, men Copenhagen Economics skønner, at anbefalingerne kan være fuldt indfaset fra 2037, hvis der sættes ind nu.

”Implementeringen af Advokatrådets anbefalinger betyder unægteligt øgede udgifter i det grønlandske retsvæsen. Og det vil kræve, at der afsættes midler kontinuerligt. Så vi håber, at det danske folketing kan se afgørende nødvendighed af at give det grønlandske retsvæsen et markant retssikkerhedsmæssige løft,” siger Martin Lavesen.

Det skønnede finansieringsbehov bygger på data fra Domstolsstyrelsen og Rigsadvokaten samt en række interviews og dialoger med forskellige interessenter med dybdegående kendskab til det grønlandske retssystem.

Regeringen og Folketinget har allerede afsat midler til det grønlandske retsvæsen i aftalen om domstolenes økonomi fra sidste år og med Nordatlantpuljen. Men den ramme udgør kun en mindre del af det samlede finansieringsbehov. Samtidig er der behov for et varigt og permanent løft, så aktørerne i det grønlandske retsvæsen kan indrette sig og planlægge de nødvendige initiativer.

“Finansieringen kan derfor ikke hentes i Nordatlantpuljen eller andre initiativer, der ikke er tiltænkt permanent finansiering, men skal derimod findes på finansloven. Der hersker en diskurs om, at der afsættes penge til initiativer i Grønland, og at regeringen har fokus på Grønland, men man kan se i rapporten, at de beløb jo slet ikke er tilstrækkelige - de udgør kun en lille del af det samlede behov.” understreger Martin Lavesen.

 

Regeringen skal søsætte den nødvendige lovgivning

Copenhagen Economics vurderer, at anbefalingerne vedrørende borgernes retssikkerhed i kriminalsager mv. indebærer de højeste bruttoudgifter, der samlet set udgør 19,9 mio. kr. Heraf er det særligt anbefalingerne om juridisk uddannede anklagere og forsvarere i alle alvorlige kriminalsager i kredsretterne samt etableringen af en bistandsadvokatordning, der er udgiftsdrivende.

Access to justice i mindre befolkede områder vil ifølge den nye rapport indebærer bruttoudgifter for 8,8 mio. kr., hvor det mest udgiftskrævende er anbefalingerne om tilpasning af Grønlands Landsrets vejledende salærtakster for beskikkede forsvarere i kriminalsager og en øget tilstedeværelse af juridiske aktører i videoafhøringssager.

”Anbefalingerne er først og fremmest relevante for borgerne i Grønland, hvis retssikkerhed anbefalingerne skal højne, og de retter sig også i et vist omfang til Naalakkersuisut og til aktørerne i det grønlandske retsvæsen. Men langt hovedparten af anbefalinger er målrettet den danske regering og folketing, fordi justitsområdet ikke er overtaget. Det er derfor op til regeringen at få søsat den nødvendige lovgivning og afsat den finansiering, der er nødvendig for at implementere Advokatrådets anbefalinger,” siger Martin Lavesen.

Læs Copenhagen Economics rapport her

Læs Advokatrådets rapport 2024 her

Advokatrådets anbefalinger

Advokatrådet er kommet med 25 anbefalinger, der kan implementeres på kort sigt og fire langsigtede anbefalinger, der kan implementeres over en periode på 10-15 år, og de lød blandt andet på, at der skal være flere jurister og en bedre adgang for borgere til juridisk bistand. Der skal skabes en bistandsadvokatordning og bedre retshjælpstilbud - særligt i mindre befolkede områder, hvor borgernes adgang til bistand fra autoriserede forsvarere og advokater er udfordret. Og endelig bør de juridiske kompetencer i retsvæsnet højnes.