Spring hovednavigationen over
Tilbage

Praksisoversigt – Krav om kendskab til retssagsbehandling for opnåelse af advokatbeskikkelse, jf. retsplejelovens § 119, stk. 3

I forlængelse af Advokatsamfundets nyhed af 21. december 2023 ”Har din fuldmægtig opnået kendskab til retssagsbehandling?” og som følge af, at Advokatsamfundet oplever et stort vejledningsbehov om kravet om kendskab til retssagsbehandling, har Advokatsamfundet udarbejdet en oversigt over Civilstyrelsens seneste praksis i beskikkelsessagerne, hvor spørgsmålet er, om ansøger har opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling. Det skal understreges, at Advokatrådet ikke træffer afgørelse i beskikkelsessager, men alene udarbejder udtalelser til brug for Civilstyrelsens behandling af sagen.

Meddelt advokatbeskikkelse, hvor ansøger selvstændigt havde bistået virksomhedens eksterne advokat med udarbejdelse af processkrifter

Civilstyrelsens afgørelse af 30. november 2023

Ansøger havde været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i to forskellige erhvervsvirksomheder. Ansøger havde bistået firmaernes eksterne advokater med forberedelse af retssager og bistået med håndtering af tvister ved forskellige nævn. Som følge af, at ansøger ikke selv havde mødt i retten eller selv udarbejdet processkrifter, men blot bistået med at tilvejebringe materiale for den eksterne advokat, som ansøgers arbejdsgiver havde engageret til at varetage virksomhedens rets- og voldgiftssager, og idet selve antallet af retssager i virksomhederne, hvori ansøger havde været ansat, havde været meget begrænset, var det Advokatrådets opfattelse, at ansøger ikke havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling og derfor ikke på daværende tidspunkt kunne beskikkes som advokat.

Ansøgers principal afgav herefter høringssvar og anførte, at når virksomheden engagerer en ekstern advokat, så er den sagsansvarlige hos virksomheden, hvori ansøger var ansat, altid "dybt involveret i alle trin, herunder konkret i forhold til processkrifter, som udarbejdes i lige så høj grad internt selv ved brug af eksterne ressourcer, og dermed med selvstændigt arbejde af [ansøger]." Herudover angav ansøgers principal, at ansøger havde styrket sit kendskab til arbejdet med retssager gennem både uddannelse, sparring med eksterne advokater og ved at følge andre retssager ved domstolene.

Advokatrådet udtalte, at hvis Civilstyrelsen fandt, det kunne lægges til grund, at ansøger helt eller delvist havde udfærdiget processkrifter i flere sager og derved havde opnået kendskab til retssagsbehandling, kunne Advokatrådet ikke udtale sig imod, at ansøger blev beskikket som advokat.

Civilstyrelsen meddelte på baggrund heraf ansøger beskikkelse.

Afslag på advokatbeskikkelse, da virksomhedsfuldmægtig kun havde behandlet tvister, der var blevet forligt, inden der blev anlagt retssager 

Civilstyrelsens afgørelse af 12. januar 2024

Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 1 år og 5 måneder fra sin ansættelse som fuldmægtig i en styrelse. Efter 1 år og 7 måneders ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig i en fondsmæglervirksomhed ansøgte ansøger derfor om advokatbeskikkelse. Ansøger havde deltaget i behandlingen af tvister, herunder oplysning af sagerne, herunder gennemgang af sagernes skriftlige dokumentation, udspørgning af vidner, juridiske vurderinger, herunder formulering af påstande og anbringender samt deltagelse i skriftlige og mundtlige forligsforhandlinger, hvor tvisterne var blevet forligt. Det fremgik, at ansøger ikke havde bistået i arbejdet med nogen retssager, idet alle potentielle tvister, som ansøger havde arbejdet med, alle var blevet løst, inden de overhovedet nåede at overgå til retssagsbehandling. Civilstyrelsen meddelte afslag på beskikkelse. Ved vurderingen blev der lagt på, at de tvister, ansøger havde bidraget til behandlingen af, ikke var blevet behandlet ved en civil domstol eller et domstolslignende nævn, og at tvisterne blev forligt, inden en egentlig retssag blev anlagt. Ansvaret for én retssag i en periode på 1,5 måned var ikke tilstrækkelig erfaring med retssagsbehandling.

Forhåndsgodkendelse på 3 år og dermed advokatbeskikkelse for juridisk ansættelse i en fagforening  

Civilstyrelsens afgørelse af 7. februar 2024

Ansøger havde været ansat som jurist, men ikke autoriseret som advokatfuldmægtig, i en fagforening i 26 år og havde bl.a. procederet sager ved Tvistighedsnævnet og Faglig Voldgift, ligesom ansøger havde bistået en intern advokat i fagforeningen med flere retssager.

En ansættelse som jurist kan efter omstændighederne medregnes med op til 3 år. Dette forudsætter imidlertid, at ansættelsen har særlig relevans for advokatgerningen, og at den pågældende ansøger gennem ansættelsen har opnået kendskab til behandlingen af retssager.

Det var efter de konkrete omstændigheder Advokatrådets opfattelse, at kendskab til behandling af tvister ved Tvistighedsnævnet ikke udgjorde kendskab til behandling af retssager, men at behandling af sager ved Faglig Voldgift mindede om behandling af sager ved domstolene på en sådan måde, at det til dels kunne udgøre kendskab til behandling af retssager. Det kunne desuden lægges til grund, at ansøger havde bistået fagforeningens egen advokat med behandling af fagforeningens retssager i en sådan grad, at arbejdet kunne sammenlignes med det arbejde, en advokatfuldmægtig udfører for en principal, idet ansøger i flere retssager helt eller delvist havde udfærdiget processkrifter og været inde over den generelle sagsforberedelse, herunder vedr. processuelle spørgsmål mm. Ansøgers stilling kunne derfor medregnes med halvdelen af tiden med op til 3 år. Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.

Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde deltaget i forberedende retsmøder, bistået med udarbejdelse af processkrifter i tre retssager samt været udstationeret hos en advokatvirksomhed

Civilstyrelsens afgørelse af 12. marts 2024

Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 2 år for ansættelser som jurist i to medicinalvirksomheder. Herefter havde ansøger været ansat som autoriseret fuldmægtig i en medicinalvirksomhed i lidt over 2 år. Det var Advokatrådets opfattelse, at ansøgers stilling fuldt ud kunne sidestilles med en stilling som advokatfuldmægtig i en sædvanlig advokatvirksomhed, og at ansøgers ansættelse derfor kunne medregnes fuldt ud og med op til 3 år. Advokatrådet lagde i vurderingen vægt på, at ansøger i perioden som autoriseret fuldmægtig i medicinalvirksomheden havde deltaget i flere forberedende retsmøder, bistået med udarbejdelse af flere processkrifter og bistået med behandlingen af tre sager i Sø- og Handelsretten frem til begyndelsen af 2024 samtidig med, at hun havde været udstationeret til en større advokatvirksomhed, hvor hun havde bistået med udarbejdelse af processkrifter, forberedelse af hovedforhandlinger, herunder forberedelse af ekstrakt, materialesamling, vidneafhøringer og procedure for at opnå yderligere kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.

Afslag på beskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der alene havde bistået ekstern advokat og ikke selv udarbejdet processkrifter eller mødt i retten

Civilstyrelsens afgørelse af 20. marts 2024

Ansøger havde fået forhåndsgodkendt en ansættelse som fuldmægtig i et ministerie og en ansættelse som juridisk konsulent i en interesseorganisation med 2 år. Ansøger havde i lidt over et år været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i en medicinalvirksomhed. Principalen havde erklæret, at ansøger havde opnået kendskab til retssagsbehandling ved at være koblet på en række retssager, der blev varetaget af ekstern advokat. Det var Advokatrådets opfattelse, at kendskab til retssagsbehandling ikke alene kan opnås ved at bistå med at tilvejebringe materiale for og/eller korrespondere med en ekstern advokat, som ansøgers arbejdsgiver har engageret til at varetage virksomhedens retssager. Ansøger fik afslag på beskikkelse fra Civilstyrelsen.

Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig efter tre måneders udstationering og oprindelig afgørelse om afslag

Civilstyrelsens afgørelse om beskikkelse af 22. marts 2024

Ansøger havde varetaget gennemgang af en udlægsbegæring med bilag og deltaget i et retsmøde. Ansøger havde ikke mødt i retten og havde efter det oplyste heller ikke selv udarbejdet processkrifter, men bl.a. bistået med at gennemgå en retssags akter, der efter det oplyste blev ført af en ekstern advokat, som ansøgers arbejdsgiver havde engageret til at varetage virksomhedens retssag. Civilstyrelsen meddelte afslag på beskikkelse.

Efter tre måneder ansøgte ansøger på ny om beskikkelse, idet ansøger i perioden havde været udstationeret i procesafdelingen hos et større advokatkontor i 2,5 måned, hvor den pågældende havde arbejdet intensivt med retssagsbehandling, herunder udfærdiget processkrifter til brug for fem forskellige retssager. Advokatrådet fandt, at det konkrete arbejde, som ansøger havde udført i sin udstationering – sammenholdt med det kendskab, der var opnået i erhvervsvirksomheden – var tilstrækkeligt til, at ansøger opfyldte kravet om kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen meddelte herefter ansøger beskikkelse som advokat.

Afslag på advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der alene havde bistået ekstern advokat med arbejde på én dansk retssag

Civilstyrelsens afgørelse af 5. juli 2024

 Ansøger havde selvstændigt varetaget ansvaret for samarbejdet med og instrukser af virksomhedens eksterne advokater. Af den supplerende principalerklæring fremgik, at ansøger havde deltaget i udarbejdelsen af processkrifter i "meget tæt samspil med eksterne advokater og [ansøgers] involvering har været væsentlig". Det fremgik, at størstedelen af virksomhedens retssager var udenlandske. Der var angivet eksempler på, at ansøger havde bistået med arbejdet med én dansk retssag og to udenlandske retssager. Advokatrådet udtalte sig imod beskikkelse, idet ansøger efter rådets opfattelse ikke havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen fandt, at det var i overensstemmelse med forarbejderne at stille krav om, at kendskab til behandling af retssager ikke udelukkende kan opnås gennem deltagelse i retssagsprøven i en fiktiv sag eller ved som klient at have samarbejdet med en ekstern advokat i én dansk retssag, og meddelte afslag på beskikkelse.

Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde bistået ekstern advokat i mindre omfang

Civilstyrelsens afgørelse af 8. juli 2024

Civilstyrelsen meddelte beskikkelse til en ansøger, der som fuldmægtig i en byggevirksomhed havde udført diverse rådgivningsarbejde af relevans for advokatgerningen, men alene havde ydet bistand til ekstern advokats varetagelse af to retssager og en voldgiftssag. Det fremgik bl.a. af principalerklæring, at ansøger havde ”ydet bistand til sagsstrategi, formuleret anbringender, relevante passus for processkrifter og påstandsdokumenter, materiale til brug for bilagssamlinger mv., fortolkning af værnetingsklausul og forligsovervejelser”.

Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i stillinger både med og uden kendskab til retssagsbehandling

Civilstyrelsens afgørelse af 31. oktober 2024

Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 2 år for tidligere juridisk ansættelse og havde derudover i en periode på 10 måneder været ansat som autoriseret fuldmægtig i et advokatfirma, hvor ansøger deltog i almindelig advokatvirksomhed og opnåede kendskab til retssagsbehandling. Ansøger havde derudover på ansøgningstidspunktet været ansat som autoriseret fuldmægtig hos et pensionsselskab i næsten et år, men havde ifølge principalerklæringen ikke under denne ansættelse opnået yderligere kendskab til retssagsbehandling end deltagelse i den fiktive retssagsprøve.

Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse. Ansøger havde således efter Civilstyrelsens vurdering opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling i ansøgers første ansættelse som autoriseret fuldmægtig i et advokatfirma, selv om denne havde en varighed på mindre end et år.

Afslag på advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der alene havde arbejdet med én retssag, som stadig verserede på tidspunktet for ansøgning om beskikkelse

Civilstyrelsens afgørelse af 14. november 2024

Ansøger havde fået forhåndsgodkendt omkring 1 år og 7 måneder for tidligere juridisk ansættelse og herefter været ansat som autoriseret fuldmægtig i en virksomhed i en periode på omkring 1 år og 5 måneder under to forskellige principaler.

Ansøger havde under sin ansættelse som fuldmægtig bistået med en tvist vedrørende et betalingskrav, der havde udviklet sig til en retssag, som stadig verserede på tidspunktet for ansøgning om beskikkelse. Ansøger havde efter det oplyste deltaget aktivt i alle retssagens foreløbige faser, herunder indsamling af bevismateriale og udfærdigelse af svarskrift og duplik.  

Civilstyrelsen meddelte afslag på beskikkelse. Civilstyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at ansøger under sin ansættelse som advokatfuldmægtig alene havde bistået med en enkelt retssag, hvor ansøger havde udarbejdet (udkast til) svarskrift og duplik. Sagen var efter det oplyste endnu ikke afsluttet ved retten, hvilket også havde betydning for Civilstyrelsens afgørelse.

Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, som oprindeligt fik afslag, efter at ansøger gennem tre måneders udstationering hos advokatfirma havde opnået yderligere kendskab til retssagsbehandling

Civilstyrelsens afgørelse af 17. februar 2025

Ansøger havde bistået virksomhedens eksterne advokat med ét sagskompleks, hvor to ud af tre sager var forligt. Det var Civilstyrelsens opfattelse, at dette ikke udgjorde tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling. Det kunne ikke tælle med, at ansøger havde overværet retssager, og at ansøgers chef havde arrangeret en fiktiv retssagsprøve, da der ikke var tale om praktisk kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen udtalte sig ikke om, hvorvidt arbejdet med garantikald og sagkyndige beslutninger ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed kunne tillægges vægt i vurderingen af, om der var opnået kendskab til retssagsbehandling.

Civilstyrelsen meddelte senere ansøger beskikkelse, efter at ansøger havde været udstationeret hos et advokatfirma i en periode på tre måneder. Ansøger havde i perioden udarbejdet udkast til to påstandsdokumenter, ét svarskrift og én duplik samt i øvrigt overværet telefonretsmøde henholdsvis hovedforhandling i to af sagerne, udarbejdet procedure mv. Civilstyrelsen fandt herefter på baggrund af en samlet vurdering af den opnåede erfaring fra før og efter udstationeringen, at ansøger havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling.

Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde givet møde i en boligretssag og udarbejdet indlæg til en klagesag

Civilstyrelsens afgørelse af 24. februar 2025.

Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 2 år for tidligere juridisk ansættelse og herefter i mere end et år været virksomhedsfuldmægtig. Ansøger havde som sin retssagsprøve varetaget hovedforhandlingen i en boligretssag med to sagkyndige dommere, men efter det oplyste ikke udarbejdet processkrifter til brug for sagen.

Ansøger havde desuden løbende bistået en ekstern advokats varetagelse af en retssag, udarbejdet udkast til stævninger på to potentielle retssager, hvor stævning ikke blev udtaget, været selvstændig sagsansvarlig for en potentiel retssag mod virksomheden samt udarbejdet tre skriftlige indlæg/processkrifter i forbindelse med en klagesag i Det Finansielle Ankenævn, som ansøger selvstændigt håndterede.  

Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.