03.10.2024
Se din aktive efteruddannelsesperiode på mit.advokatsamfundet.dk
Nu er det muligt for advokater samt fuldmægtige at se deres aktive efteruddannelsesperiode på Advokatsamfundets nye indb...
Bør der lempes på kravene i retsplejelovens § 119, stk. 3, om advokatfuldmægtiges opnåelse af kendskab til retssagsbehandling?
Det skal en ny arbejdsgruppe nedsat af Advokatrådet undersøge nærmere over det kommende halve år. Advokatrådet har inviteret repræsentanter fra Danske Advokater, Djøf Advokat og Danske Virksomhedsadvokater til at deltage i arbejdet, ligesom retspræsident ved Retten på Frederiksberg, Christian Lundblad, er en del af arbejdsgruppen.
”Vi véd i Advokatrådet, at mange advokatfuldmægtige fortsat får vanskeligere ved at opnå kendskab til retssagsbehandling i det daglige arbejde. Dén udvikling er der tidligere taget notits af, og det er tid til at se på området på ny. Behandling af retssager er en kernekompetence for advokater set som en helhed, men samtidig er det vigtigt løbende at overveje, om reglerne følger med udviklingen i advokatbranchen og i samfundet generelt. Reglerne bør ikke udgøre en uoverstigelig barriere for at opnå beskikkelse i den dagligdag, som advokatfuldmægtige har i dag,” siger medlem af Advokatrådet og formand for arbejdsgruppen, Ole Spiermann.
Som reglerne er i dag, skal en autoriseret fuldmægtig have opnået kendskab til retssagsbehandling ved eksempelvis at give møde i retten eller bidrage til udfærdigelse af processkrifter for at kunne opnå beskikkelse som advokat.
”Sidst man så på reglerne var ved advokatreformen i 2007, og det er derfor et fint tidspunkt at tage reglerne op til revision,” forklarer Ole Spiermann.
Arbejdsgruppen skal i lyset af udviklingen i advokatbranchen og den almindelige samfundsudvikling komme med anbefalinger til, hvilke krav der fremover bør stilles til fuldmægtiges kendskab til retssagsbehandling som betingelse for at blive beskikket som advokat. I det omfang anbefalingerne nødvendiggør lovændringer, skal arbejdsgruppen beskrive disse ændringer.
Arbejdsgruppen afholder det første møde allerede inden årets udgang og vil efter planen aflevere sine anbefalinger til Advokatrådet inden sommeren 2025.
Se arbejdsgruppens kommissorium her