Her i begyndelsen af maj skal Højesteret tage stilling til lovligheden af politiets agentvirksomhed i den såkaldte Louise Borglit-sag. Her skal det afgøres, om en PET-agents optagelser af samtaler i et fængsel kan anvendes som bevismateriale mod en tiltalt i drabssagen.

Det illustrerer, hvor svære overvejelser der er forbundet med at bruge agenter i opklaringsarbejde – selv, når det er politiet selv, der går undercover. Det bliver kun sværere, hvis det er civile agenter. Derfor er det efter vores mening en god anledning til grundigt at overveje konsekvenserne ved at tillade en øget brug af civile agenter til at opklare kriminalitet i bandemiljøet, sådan som regeringen har lagt op til i sin bandepakke IV. For der er grund til at tænke sig grundigt om, før man udvider brugen af et så kontroversielt efterforskningsskridt.

Vi forstår godt, at politiet undtagelsesvist kan have behov for at anvende civile agenter. Det kan være nemmere at rekruttere en insider i bandemiljøet, som hjælper politiet, for eksempel med at placere aflytningsudstyr, end det er at få en politiagent til at gå undercover og bruge tid på at blive accepteret i og infiltrere et lukket miljø med en særlig adfærd, eget sprog og kodeks. Men det er trods alt en del af det, politiet bliver uddannet til. Af den grund ved politiet også, hvilke beføjelser de har som agenter i et kriminelt miljø – det gør civile agenter i udgangspunktet ikke.

Politiet ved, hvad de må og ikke må gøre i forhold til for eksempel at medvirke til eller fremme kriminelle handlinger for på længere sigt at forebygge og stoppe kriminalitet. Men selv for politiet er grænsen hårfin. En civil agent kan endnu hurtigere komme på dybt vand – også hvis personen har været involveret i kriminalitet og på et tidspunkt kommer for en domstol. Hvad er aftalen med politiet så? Er den klar, præcis og dokumenteret? Er retningslinjerne klare? Som lovforslaget fremstår nu, er vi bekymret for uklarheden.

Justitsministeriet bemærker selv i lovforslaget, punkt 3.5.1.3, at en civil agent ikke må have nogen form for afhængighedsforhold til politiet, og at det skal ske på en måde, der er betryggende for samfundet. Men hvordan politiet skal sikre og vurdere det, fremgår ikke.

Der bør derfor efter vores mening nedsættes et udvalg, som grundigt skal se på, hvilke retssikkerhedsmæssige risici der er forbundet med at bruge civile agenter, og hvilke svære situationer der kan opstå, og det skal gennemarbejdes og indgå i lovforslaget. En anden faktor, der må med i overvejelserne om øget brug af civile agenter, er motivationen. Hvorfor ønsker en person i det kriminelle miljø at hjælpe politiet? Er det penge, pres, exitstrategi, strafrabat, idealisme, ønsket om at gøre en forskel, spænding, agentdrømme – eller hvad ligger der bag?

Det samme kan man i øvrigt spørge sig selv om i forhold til regeringens tidligere forslag om at bruge civile agenter i form af kontrolkøbere under 18 år, altså børn, til ulovligt indkøb af alkohol, hvilket vi også finder problematisk af flere årsager.

Hvis motivationen bare er at have et job, så er vi tilbage til vigtigheden af, at ethvert job kræver en faglighed, og det betyder uddannelse, træning, retningslinjer, erfaring, klare aftaler og forventningsafstemning mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Samt ikke mindst tryghed og retssikkerhed i aftalen.

Agentvirksomheden er en gråzone belagt med minefelter, og vi synes ikke, at der i nogen af lovforslagene er taget tilstrækkelig højde for det.

Brugen af civile agenter bør kun være en mulighed, når der ikke er andre udveje tilbage, og det bør præciseres i loven ved at tilføje, at civile agenter alene må anvendes, hvis anvendelsen af andre metoder, herunder politiagenter, har vist sig nyttesløs eller umulig.

Så snart politiet har mulighed for at klare opgaven selv, skal det være politiet, der udfører den.

Læs hele indlægget i Politiken her