Spring hovednavigationen over
Tilbage

Formænd kommer med opfordring til skatteadvokater efter dokumentar

Vær ekstra varsom og opmærksom på de forpligtelser, advokater er underlagt i rådgivningssituationer. Sådan lyder opfordringen fra Advokatrådets skatteudvalg og Danske Skatteadvokater i et brev sendt ud til skatteadvokaterne.

TV 2's dokumentar ”Den sorte svane” er en vigtig påmindelse om, at der altid vil være kriminelle, som vil forsøge at udnytte advokaters rådgivning til skatteunddragelse, hvidvask og anden kriminalitet. Derfor har Advokatrådets skatteudvalg og Danske Skatteadvokater sendt et fælles brev til alle medlemmer af Danske Skatteadvokater med en opfordring om at være ekstra opmærksom og altid have et stramt fokus på de advokatetiske regler, som vedrører skatterådgivning. Brevet er underskrevet af de to formænd Christian Bachmann, formand for Advokatrådets skatteudvalg, og Jakob Skaadstrup Andersen, formand for Danske Skatteadvokater.

”Det er afgørende, at vi altid er fuldstændig skarpe på vores forpligtelser som advokater, så vi altid er særligt opmærksomme og bruger vores sunde fornuft i rådgivningssituationer, hvor der er risiko for, at kriminelle vil misbruge en advokats rådgivning til at begå økonomisk kriminalitet. Det gælder for skatteadvokater, men også den brede skare af advokater – også selvom det yderst sjældent sker, at advokater bliver involveret i økonomisk kriminalitet,” siger Christian Bachmann.

Ifølge de advokatetiske regler skal advokater blandt andet udvise særlig opmærksomhed, hvis rådgivningen involverer såkaldte skattelylande, og rådgivningen må aldrig være baseret på, at et forhold ikke opdages. Ved tvivlstilfælde i forbindelse med en skatteretlig vurdering bør advokatens rådgivning indeholde en bemærkning om det.

Læs hele brevet her.