Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatsamfundet ser frem til samarbejde med ny adm. direktør i Danske Advokater

Den kommende adm. direktør i Danske Advokater, Karsten Lauritzen, hilses velkommen til advokatbranchen af generalsekretær Andrew Hjuler Crichton, der ser frem til et godt og tæt samarbejde.

Fra 1. februar tiltræder den tidligere skatteminister, politiker og branchedirektør i DI, Karsten Lauritzen, som ny adm. direktør i Danske Advokater. I Advokatsamfundet glæder man sig over, at brancheforeningen nu har  fundet organisationens kommende adm. direktør, og Advokatsamfundet ser frem til samarbejdet.

”Jeg ser frem til, at Karsten Lauritzen sætter sig i spidsen for brancheforeningen fra februar. Med en fortid som politiker, minister og senest som branchedirektør, har han en solid bagage, som jeg er sikker på kan skabe værdi for advokaterne. Jeg hilser Karsten Lauritzen hjertelig velkommen i advokatbranchen og ser frem til et godt og tæt samarbejde om de mange fælles dagsordener, som vi har mellem vores organisationer,” siger Andrew Hjuler Crichton.