Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatsamfundet løfter sløret for ny podcastserie om hvidvaskforebyggelse

En ny podcastserie skal guide advokater til at navigere i de komplekse hvidvaskregler og tackle de svære situationer, der kan opstå, når tavshedspligt møder pligten til at underrette.

Hvad gør du, når mistanken om hvidvask opstår hos en klient? Hvornår har du pligt til at bryde tavshedspligten og underrette, og hvordan undgår du at blive en brik i kriminelles kreative hvidvaskmaskineri?

Disse spørgsmål – og flere – får du svar på i Advokatsamfundets nye podcastserie; Frontlinjen mod hvidvask. Serien, som er støttet af Dreyers Fond, går gennem fem afsnit i dybden med advokatens rolle i kampen mod hvidvask og guider til, hvordan lovens forpligtelser skal håndteres i praksis.

Logo

”Det øgede fokus på hvidvask kræver et skarpt øje og ansvarlighed i alle led af samfundet – også i advokatbranchen. Vi oplever, at advokater kan være usikre på, hvornår de er omfattet af hvidvaskloven, og hvilke pligter de har i en praktisk hverdag. Derfor er det vigtigt, at vi tydeliggør, hvilken rolle både advokatfirmaer og den enkelte advokat har i forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering,” siger Pernille Ekman, Tilsynsdirektør i Advokatsamfundet.

Sagstyper afgør handling

Pernille Ekman understreger, at advokater, der arbejder med sager omfattet af hvidvaskloven, fungerer som gatekeepers i kampen mod hvidvask. Af den grund er deres efterlevelse af pligterne også afgørende for, at den økonomiske kriminalitet får sværere vilkår.

Podcasten dykker derfor også ned i praktiske aspekter som risikohåndtering, hvornår advokater omfattes af loven, advokatfirmaers og den enkelte advokats pligter, samt screening og undervisning af medarbejdere.

Nanna og Alexandra

Nanna Schaufuss og Alexandra Bozic, chefkonsulenter i Advokatsamfundet med særlig fokus på hvidvaskområdet, udfolder emnerne i podcasten i selskab med journalist Magnus Krabbe, fra virksomheden Kontekst & Lyd.

Hvert afsnit ledes af journalist Magnus Krabbe, fra virksomheden Kontekst & Lyd, der har produceret podcasten, som i selskab med Alexandra Bozic og Nanna Schaufuss, chefkonsulenter i Advokatsamfundet med særlig fokus på hvidvaskområdet, udfolder emnerne og deler tænkte eksempler og cases, der belyser de konkrete risici, advokater kan støde på.

”Modsat andre brancher, som f.eks. banker, så er advokater ikke altid omfattet af hvidvaskloven. For advokater er det lidt mere komplekst, idet det er de konkrete sagstyper, der afgør, om advokater er inden for eller uden for hvidvaskloven. Hvis der er tale om en sagstype inden for hvidvaskloven (f.eks. en advokats bistand i forbindelse med en ejendomshandel), så udløses alle forpligtelserne i henhold til hvidvaskloven. Det betyder, at advokater løbende skal være meget opmærksomme på at kunne vurdere fra sag til sag, hvornår de er er omfattet af hvidvaskloven, og dermed alle hvidvaskforpligtelserne, eller ej”, tilføjer Pernille Ekman.

Podcastserien; Frontlinjen mod hvidvask, kan findes på de platforme, hvor du ellers lytter til podcast. De er også tilgængelige på Advokatsamfundets hjemmeside her