Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatrådet rejser sag mod advokat efter dokumentar

Advokatrådet har indbragt en sag for Advokatnævnet mod en af de to advokater, som er en del af TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane”.

Advokatrådet har rejst en sag mod advokat Lise Roulund i Advokatnævnet. Det sker blandt andet på baggrund af forhold, som TV 2’s dokumentar ”Den sorte svane” har afdækket.

I anklageskriftet, som blev indleveret til Advokatnævnet 12. juli 2024, har Advokatrådet nedlagt påstand om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre og påstand om midlertidig frakendelse under sagens behandling.

Den rejste sag er det foreløbige resultat af de tilsynsundersøgelser, som Advokatrådet igangsatte i slutningen af maj umiddelbart efter offentliggørelsen af dokumentaren.

På nuværende tidspunkt kan Advokatrådet ikke oplyse yderligere om de nærmere detaljer i sagen, som Advokatnævnet nu skal behandle.