22.11.2024
”Vi er ikke et gennemsyret korrupt samfund”
Der var både selvransagelse og enighed om, at der er blevet fulgt fornuftigt op efter Den sorte svane, da der var politi...
Advokatrådet har fået Højesterets tilladelse til at biintervenere i en sag mellem Advokatnævnet og et advokatfirma. Sagen handler om, hvorvidt advokatfirmaet har opretholdt den nødvendige uafhængighed og integritet i forhold til et internationalt netværk bestående af revisions- og rådgivningsvirksomheder, og er tidligere blevet behandlet ved både Advokatnævnet og ved Østre Landsret.
Advokatrådet har anmodet om at biintervenere på grund af sagens principielle tema om advokaters uafhængighed, og fordi dommen fremadrettet ventes at få stor betydning for Advokatrådets mulighed for at håndhæve kravet om uafhængighed.
”Sagens tema – advokaters uafhængighed – er af helt grundlæggende betydning for Advokatrådet, da det er fundamentet for, at klienterne kan få uafhængig juridisk bistand. Det afspejles blandt andet i Advokatsamfunds formål om at ”værne om advokaters uafhængighed og integritet”. Derfor er sagen meget principiel for Advokatrådet,” siger næstformand i Advokatrådet Birgitte Sølvkær Olesen.
Med biinterventionen vil Advokatrådet sikre, at Højesteret inddrager alle relevante aspekter af uafhængighedsproblematikken i sin dom, ikke mindst i forhold til en tilsyns- og vejledningsvinkel, fordi dommen får betydning for Advokatrådets fremadrettede mulighed for at håndhæve kravet – for eksempel som vejledning for de advokatfirmaer, der deltager eller påtænker at deltage i sådanne internationale netværk m.v.
”I vores tilsyn skal vi løbende forholde os til kravene til uafhængighed og integritet og den konkrete anvendelse heraf. Det udfoldes på mange måder i advokatbranchen, og det er derfor vigtigt, at Højesteret i deres afgørelse kommer med nogle pejlemærker om advokaters uafhængighed, vi kan arbejde efter og bruge i fremtidige tilsynssager. Det er vigtigt for tilsynet, men også en vigtig guidance for advokatfirmaer, der søger vejledning om uafhængighed i disse situationer,” siger Birgitte Sølvkær Olesen.
Sagen tog sin begyndelse, da Advokatrådet indbragte det pågældende advokatfirma for Advokatnævnet for at have tilsidesat god advokatskik ved ikke at være tilstrækkelig uafhængig af et internationalt netværk, der blandt andet består af revisions- og rådgivningsvirksomheder, som firmaet var en del af. Nævnet afsagde kendelse i sagen i 2022, hvor advokatfirmaet og dets ejere hver blev pålagt en bøde på 10.000 kroner, da advokatfirmaet på baggrund af aftalekomplekset med netværket ikke fandtes at leve op til kravene om fornøden uafhængighed og integritet. Advokatfirmaet indbragte nævnets kendelse for Østre Landsret, der i sommers ophævede Advokatnævnets kendelse, da landsretten ikke fandt, at aftalekomplekset med netværket udgjorde en tilsidesættelse af god advokatskik. Advokatnævnet har anket Østre Landsrets dom til Højesteret.
Højesteret ventes at behandle sagen i begyndelsen af 2025.