Spring hovednavigationen over
Tilbage

Nyt Rørdam-tiltag vil forringe retssikkerheden på skatteområdet

Advokatrådet advarer om at fjerne eller forringe omkostningsgodtgørelsen i skattesager, hvilket er et af de tiltag, som Rørdam-udvalget har behandlet i deres sidste afrapportering. Omkostningsgodtgørelse er et vigtigt værktøj, som giver særligt borgere og små og mellemstore virksomheder mulighed for at få prøvet skattesager, og derfor skal reglerne fastholdes.

Når politikere i den kommende tid skal drøfte de tiltag, Rørdam-udvalget har behandlet, bør de afstå fra at fjerne eller forringe omkostningsgodtgørelsen i skattesager. Tiltaget er netop offentliggjort og har været behandlet i Rørdam-udvalget, hvor et flertal mener, at ”det er et politisk spørgsmål”, om man skal gå den vej. Men Advokatrådet, Dansk Industri og Forbrugerrådet har afgivet dissens med en kraftig advarsel, fordi det vil forringe borgernes og erhvervslivets retssikkerhed.

Ordningen blev genindført som en del af en retssikkerhedspakke i 2016 for at højne borgernes retssikkerhed på skatteområdet. Ordningen betyder, at borgere får dækket deres sagsomkostninger, hvis de vinder en sag mod skattemyndighederne, mens de får dækket 50 pct., hvis de taber. Det betyder at borgeren i en tabt sag skal betale 50 pct. af omkostningerne og eventuelt også 50 pct. af modpartens udgifter. Rørdam-udvalget har analyseret på en model, hvor omkostningsgodtgørelsen fjernes eller reduceres.

”Vi frygter, at hvis man forringer ordningen, så opgiver borgere samt små og mellemstore virksomheder at indbringe berettigede sager for domstolene. Store, globale selskaber skal nok få ført sager i fremtiden, uanset om de får omkostningsgodtgørelse. Men for privatpersoner og den lille it-iværksætter, håndværksmesteren og de mindre virksomheder har det stor betydning, at der er mulighed for at få omkostninger dækket, så derfor bør politikerne lade det her værktøj bestå,” siger Christian Bachmann, der er formand for Advokatrådets skatteudvalg.

Christian Bachmann peger også på, at nogle af de seneste års store problemer på skatteområdet afføder et behov for en nem og reel adgang til at få prøvet sager. Allerede i dag tyder tallene på, at borgere opgiver at føre sager mod skat. Sagsmængden på skatteområdet har været for nedadgående de seneste år, og ligger nu på under 500 sager ved domstolene i hele landet på årsplan, hvilket er ganske få sammenholdt med de mange tusinde afgørelser, der årligt bliver truffet af skattemyndighederne.

”Det vil kun blive værre, hvis man fjerner omkostningsgodtgørelse som et værktøj. Skattesager er et område, hvor du er oppe mod en stærk spiller, nemlig staten, hvor man sjældent får medhold. Samtidig tager de voldsomme ventetider først ved skattemyndighederne og siden i domstolene meget af appetitten på at kæmpe flere år med en dyr bøvlet sag. Der er altså brug for, at folk kan gøre brug af omkostningsgodtgørelsen, så myndighedernes vurderinger efterprøves,” siger Christian Bachmann.

Dermed hentyder han til, at der på skatteområdet er få domme at læne sig op ad, som siger noget om, hvordan lovgivningen skal fortolkes og forstås – såkaldte præjudikater.

”Det betyder, at en sag, som bliver omgjort af domstolene, kan have betydning for mange andre skatteydere. Hvis en lille håndværksmester for eksempel har en sag, som vedkommende opgiver på forhånd, så får vedkommende ikke en rettens ord for, hvordan den ser på en given problemstilling – og det gør alle andre skatteydere heller ikke, selv om sagen måske kunne være relevant for hundredvis af andre virksomheder eller borgere,” forklarer Christian Bachmann.

I beskrivelsen af tiltaget er det estimeret, at afskaffelse af omkostningsgodtgørelsen vil frigøre 3,7-26,2 mio. kroner årligt. Det er endvidere en meget lille og usikker økonomisk gevinst i forhold til det retssikkerhedstab, skatteydere i Danmark vil opleve. I det store billede vil det ifølge Advokatrådet heller ikke redde ventetiderne ved domstolene.

”Grundlæggende mener vi ikke, at man kan spare sig til kortere sagsbehandlingstider ved domstolene – det kræver flere ressourcer til flere dommere og mere personale. Og ser man isoleret på dette tiltag, så er der så få skattesager, at effekten – hvis der overhovedet bliver nogen tidsmæssig besparelse ude i retterne ved at fjerne omkostningsgodtgørelsen – slet ikke er værd at tale om, når man sammenligner med de retssikkerhedsmæssige problemer, det giver for borgere og små virksomheder,” siger Christian Bachmann.

Ville man gøre noget proaktivt for en effektiv sagsførelse på skatteområdet, har Advokatrådets skatteudvalg foreslået at lade 3-4 byretter afgøre skattesagerne i 1. instans og én afdeling i hver af de to landsretter. Det vil give en tiltrængt specialisering med stordriftsfordele for domstolene.

”Det tyder på, at det faktisk er Skatteministeriet, og ikke borgerne, som relativt set indbringer flere sager end tidligere, som Skatteministeriet har tabt i Landsskatteretten. Måske kunne skatteministeriet overveje nødvendigheden af dette, eller om det måske er nok, at borgere og virksomheder kan sætte punktum efter 3-5 år i Landsskatteretten, så disse afgørelser bliver endelige,” siger Christian Bachmann.