Børns partsstatus er ændret fra 12 til 10 år i den nye Barnets Lov, som træder i kraft den 1. januar 2024.

Udover denne konkrete ændring, er der ikke de store reelle forskelle at spore, ej heller forbedringer i retssikkerheden for de børn, der står overfor en anbringelse.  Tværtimod er området blevet mere komplekst, og det er blevet mere uigennemsigtigt, hvad kommunerne skal, må og ikke må, når de modtager underretninger om, at børn bliver omsorgssvigtet. 

Det var konklusionen på den årlige konference om ”Barnets retssikkerhed”, der fandt sted for anden gang den 7. september 2023, arrangeret af foreningen Barnets stemme med advokat Gitte Leth Thomsen i spidsen.

Hun opsummerer her sine pointer fra konferencen:

”Når politikerne udtaler, at der nu skulle være tale om mange nye rettigheder til børnene i Barnets Lov, så er det ikke helt korrekt – og nogle steder er der ligefrem en risiko for forringelser set med retssikkerhedsmæssige øjne. Med Barnets Lov er der fra politisk side blandt andet lagt op til, at myndighederne bør tvangsfjerne flere børn – og derfor har man så valgt i loven at lempe på kravene til myndighederne, når det skal vurderes, om der er grundlag for tvangsbortadoption. Det sker til trods for mange års kritik af dette forslag fra et bredt flertal af juridiske fagfolk og eksperter. Det er stærkt bekymrende for børnene og familierne – særligt når det i forvejen ser så skidt ud med retssikkerheden på anbringelsesområdet."

"Danmark har blandt andet fået kritik fra FN’s Børnekomite af retssikkerheden på anbringelsesområdet, og kritikken understøttes af de årlige publiceringer af Børnesagsbarometeret fra Ankestyrelsen, der gang på gang viser, at kommunerne i et helt uacceptabelt højt antal sager ikke overholder vigtige og grundlæggende børne rettigheder i loven. Dette sker uden konsekvenser for kommunerne. Hvis politikerne havde haft et oprigtigt ønske om at forbedre børn og unges rettigheder og retssikkerhed, burde de i stedet have fokuseret på det egentlige problem og den største trussel mod børnenes grundlæggende rettigheder og retssikkerhed – nemlig myndighedernes manglende overholdelse af lovgivningen ude i de kommuner, hvor børnene bor,” siger Gitte Leth Thomsen og fortsætter:

”Det er jo også værd at bemærke, at politikerne er løbet fra nogle af de løfter, der blev givet i aftalen om Børnene Først. I aftalen fremgår det for eksempel tydeligt, at partierne var enige om, at det skulle være ”en ret” for børnene at få tilbudt en mentorfamilie, dvs. ”en pligt” for kommunerne at tilbyde dette. Det er nu i Barnets Lov blevet ændret til, at det er frivilligt for den enkelte kommune, om man vil tilbyde en sådan ordning til barnet.”

Nye rettigheder har altid været der

På konferencen pointerede Gitte Leth Thomsen, at politikerne flere steder i medierne har fået det til at fremstå som om, at der er tale om nye rettigheder, som børnene skulle have fået med Barnets Lov – men hvor der i virkeligheden blot er tale om rettigheder, som de altid har haft.

”Der er egentlig ikke noget nyt i det, som socialministeren fremhæver som værende det vigtigste, som børnene nu har fået med Barnets lov. For eksempel er der i flere kommuner i forvejen to socialrådgivere på de svære børnesager, hvilket i sig selv er bekymrende, hvis løsningen blot bliver, at det samme antal socialrådgivere skal ind over det dobbelte antal sager, for så kan man jo kun frygte, at det vil gå ud over kvaliteten. Et andet eksempel er børnenes ret til en bisidder, som har været indskrevet i loven i årtier og skal ses sammen med en vejledningspligt fra kommunernes side, så det er der bestemt heller ikke noget nyt i, og problemet er, at kommunerne ofte ikke efterlever denne vejledningspligt.

Herudover er det angivet, at der skulle være kommet en ”ny søskendeparagraf”, hvor man ved anbringelse af ét barn skal se på, om der er grundlag for evt. også at fjerne søskende. Det er heller ikke nogen ny bestemmelse – det fremgår allerede klart af den nuværende lovgivning (se den gældende servicelov § 50, stk. 8).  

Og så skulle man nu som noget nyt kunne ”anmode om at blive anbragt” – og det har man jo også altid kunnet anmode kommunen om at tage stilling til.

Man kan på Christiansborg skrive alle de bestemmelser i en lov, som man vil, men hvis lovreglerne ikke bliver overholdt af myndighederne ude i kommunerne, hvor børnene bor, er der jo ingen retssikkerhed for børnene – og så bliver børnenes rettigheder jo illusoriske og uden egentlig værdi”.

Det skal der til for at øge børns rettigheder

Derfor mener Gitte Leth Thomsen, at hvis man på sigt skal være ambitiøs på anbringelsesområdet, så vi kan sikre børnene deres rettigheder og retssikkerhed bedst mulig, så skal:

• Alle kommuner altid overholde lovgivningen og sagsbehandlingsreglerne
• Alle socialrådgivere bør uddannes bedre (mere kendskab til juraen og børns rettigheder, da der er tale om indgribende afgørelser)
• Alle anbragte børn skal have kendskab til deres konkrete rettigheder
• Alle anbragte børn skal have en advokat i sager om tvangsanbringelse (uanset alder)
• Alle anbragte børn skal have tilbudt en bisidder (uanset alder), medmindre de frabeder sig dette (særligt i sager om tvangsanbringelser)

Uklare regler

Professor Trine Shultz fra juridisk institut på Aalborg Universitet har undersøgt den nye lov og er enig i, at der ikke er meget nyt at hente i Barnets lov når det handler om børns rettigheder, og at det hovedsagelig er nuværende rettigheder, men i en ny indpakning. Bortset fra at der er indført en sænkning af aldersgrænsen for partshabilitet til 10 år, samt at der introduceres ”nye” rettigheder til at anmode om visse afgørelser og mulighed for at indhente en ”second opinion” hvor børn er under 10 år.

Men der er et reelt problem i, at reglerne ikke er tydelige, og at det kan være uklart, hvad der gælder for børn under 10 år.

”Intentionerne er gode, men der er mange uklarheder i lovteksten. Barnets lov er mere uklar nu end den gamle,” siger hun. Dermed vil de nye regler gøre det sværere og unødigt kompliceret for socialrådgiverne fremover, for eksempel er der stadig mange aldersgrænser i loven, hvilket kan være svært at overskue. Det stiller krav til faglighed, overblik og vejledningspligt. Desuden er der manglende afklaring ift. sammenhængen og samspillet med de almindelige forvaltningsretlige regler, og desværre er der ikke megen hjælp at hente i forarbejderne.”

Dette blev bekræftet af borgercenterchef Charlotte Ibsen fra Københavns kommune. Her har man længe været i fuld gang med at implementere den nye lov, så man er klar til årsskiftet, og det gør hver kommune så på sin egen måde.

”Det ér uklare regler at navigere i og det ér komplicereret, ” sagde hun og understregede:

”Når vi implementerer, så handler det om praktik og ikke så meget om jura, men vi skal sikre retssikkerheden selvfølgelig skal vi det. Vi skal hjælpe børn og unge i kommunen, og vi skal dokumentere rigtigt.”

Tilsyn i anbringelser bør styrkes

Med den nye Barnets lov er der som nævnt lagt op til, at flere børn vil blive tvangsanbragt tidligere. Men her kommer et andet aspekt til, som handler om, hvad det er for et børneliv, de børn bliver anbragt til, og hvilke rettigheder de har i en anbringelse.

Caroline Adolphsen lektor og jurist i børneret ved Aarhus universitet har undersøgt blandt andet magtanvendelser, manglende indberetninger og tilsyn i forhold til anbragte børn. Hun mener, at der er et stort problem i, at personalet på institutioner ofte ikke er uddannede og derfor ikke kan håndtere udsatte børn på en forsvarlig måde:

”Der bør som minimum stilles krav om, at personalet er uddannede pædagoger. Der skal også gøres noget ved paragraf 6, så der kommer et klarere skel mellem at guide barnet fysisk, som ikke betragtes som en magtanvendelse, der skal registreres og indberettes og at fastholde barnet. Det sidste skal registreres og indberettes, og barnet skal høres i processen. Vi har desværre set flere eksempler på, at børn bliver udsat for decideret vold af personale, så noget tyder på, at personalet nogle steder ikke forstår grænserne for fysisk magtanvendelse eller de regler, der skal beskytte barnet, når fysisk magtanvendelse er nødvendig. Det skal også sikres, at når der er tilsyn på de her institutioner, så skal samtalen med barnet foregå uden personalets tilstedeværelse.”

”Generelt bør tilsynet i anbringelser styrkes,” siger Caroline Adolphsen.