22.11.2024
Møde med retspræsidenter om møderet for landsret
Advokatsamfundet lagde denne uge hus til et opfølgningsmøde mellem præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret sam...
Retsordførerne forhandler i denne uge videre om en flerårsaftale, hvor en række spareforslag er på bordet i forlængelse af såvel rapporten fra Rørdam-udvalget og arbejdet i Retsplejerådet. Blandt andet diskuteres et forslag fra Retsplejerådet om en stor udvidelse af småsagsprocessen, hvor det ifølge flere medier drøftes om beløbsgrænsen skal forhøjes fra 50.000 kr. til 100.000 kr.
Det er af Retsplejerådet anslået at initiativet kan frigøre mellem 6-7 mio. kr. – en ekstremt lille effektiviseringsgevinst sammenlignet med de udfordringer, initiativet vil medføre, mener Advokatrådet.
”Fra Advokatrådets side vil vi stærkt fraråde at gå den vej, da det har en række uheldige konsekvenser og rammer borgernes retssikkerhed. Forslaget vil blandt andet betyde, at mange typer sager, som har stor betydning for de involverede, for eksempel ansættelsesretlige sager om afskedigelse og bortvisning, fremover vil skulle behandles efter den summariske småsagsproces, hvor en række retsgarantier er sat ud af kraft. Det er meget uheldigt, og giver ikke meget mening i forhold til at spare 6-7 mio. i det samlede retssystem,” siger formand for Advokatrådets procesretsudvalg, Nikolaj Linneballe.
Dermed hentyder han til, at det er en forudsætning for småsagsbehandlingen, at sagerne kan gennemføres uden bistand fra en advokat. En udvidelse af ordningen vil derudover betyde yderligere negative konsekvenser, da borgere og virksomheder som altovervejende hovedregel ikke vil kunne få dækning via deres retshjælpsforsikring til sager under småsagsprocessen. Området med manglende dækning vil med forslaget blive væsentligt større og ramme sager af stor betydning, herunder økonomisk, for borgerne og virksomhederne.
”I stedet for at stirre sig blind på en marginal beregnet effektiviseringsbesparelse for domstolene, bør der ses på hele systemet omkring fri proces og forsikringsretshjælp, da disse har enorm betydning for den enkeltes retssikkerhed, og helt basale retssikkerhedsmæssige garanti for at få helt berettigede sager prøvet ved domstolene. Sådan som det er i dag, er vi allerede udfordret og dette forslag vil kun gøre ondt værre,” siger Nikolaj Linneballe.
Advokatrådet opfordrer på den baggrund i stedet retsordførerne til at se på andre ændringer af småsags-systemet i kombination med en ændring af retshjælps-systemet, da forslaget, som det ligger under forhandlingerne, vil kreere langt flere retssikkerhedsmæssige problemer, der slet ikke står mål med den lille beregnede besparelse.