Af Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet, og Per Hemmer, formand for Advokatrådets internationale udvalg.

Hvorfor har vi brug for advokater i et retssamfund? Og hvad kan man som borger eller virksomhed regne med, når man hyrer eller får beskikket en advokat? Det lyder måske som banale spørgsmål, hvor svarene ligger lige til højrebenet. Det gør de i hvert fald for advokaterne selv: Advokater er til for borgere, der er i klemme med systemet eller har brug for rådgivning til at løse et juridisk problem eller til at sikre, at der ikke er et juridisk problem.

Advokaten skal altid være uafhængig af alle andre end sin klients interesser.

Advokaten har tavshedspligt, og klienten kan altid regne med, at hvad der end bliver sagt i det fortrolige rum, så bliver det ikke videregivet. Sådan er principperne. Sådan skal de være. De står fasttømret på solide pæle bundfæstet i granit. Og de er skabt som en del af de demokratiske landes retsstatsprincipper - ikke for advokatens skyld, men for borgernes.

Men der er kræfter, særligt i EU, herunder parlamentet, men også i nationale regeringer og hos myndigheder, som har rokket ved disse principielle pæle, og som kontinuerligt forsøger at løsne dem, så de ikke længere står så solidt. De mener, at advokater skal tjene myndighederne og oplyse eller indberette, hvis de opdager eller har mistanke om noget ulovligt.

Det ser vi blandt andet i den strøm af antihvidvasklovgivning fra EU, og vi ser det i forhold til mistanke om terrorfinansiering.

På netop de områder giver det god mening, at advokater er med til at beskytte samfundet mod kriminalitet. Men principielt er advokater ikke til for at hjælpe myndighederne, og vi ser som advokater tegn på, at balancen tipper. Det bliver kontroversielt, når der skal indberettes om fuldt lovlige ting, som vi så det på skatteområdet i det såkaldte DAC6-direktiv, der forpligter advokater til at indberette om lovlige ordninger med transaktioner, der går over grænserne.

Og hvad bliver det næste? Skal advokater indberette forhold i samværssager eller i sager om socialt bedrageri? Hvor går grænsen for, hvornår advokaten ikke længere er advokat for klienten, men efterforsker eller kontrollør for myndighederne? Her skal man huske på, at borgere ofte i retten er oppe imod staten. Det være sig i form af anklagemyndigheden eller skattemyndighederne eller andre repræsentanter for staten/ kommunen - og den eneste, som er sat i verden for at hjælpe klienten, er advokaten. Som konsekvens af den meget store forskel i styrkeforholdet er det fundamentalt for rollen som advokat, at tavshedspligten følger med.

Det gælder for enhver advokat, at advokaten ikke må medvirke til ulovligheder.

Så det er ikke den type aktiviteter, som er i spil. Men med flere regler, der giver køb på tavshedspligten og giver advokater indberetningspligt til myndighederne, bliver det sværere for klienten at vide, hvornår advokaten egentlig har tavshedspligt.

Tillidsforholdet mellem en advokat og en klient er en helt fundamental faktor for retssikkerheden. Retten til en advokat, retten til et forsvar og retten til en retfærdig rettergang.

Debatindlæg er bragt i Berlingske den 12. oktober

Debatindlægget er bragt som optakt til European Lawyer's Day den 25. oktober. Temaet i år er tavshedspligten og tillidsforholdet mellem klient og advokat.

CCBE udgiver i den anledning en folder, om hvorfor det er så vigtigt. 

Find CCBEs folder her