Af selvstændig advokatetisk rådgiver, Lars Økjær Jørgensen

Advokatnævnets kendelse af 29. september 2023 (j.nr. 2022-4021) vedrører en række overtrædelser af klientkontovedtægten, som Advokatrådet havde indbragt for Advokatnævnet. Et af forholdene vedrører såvel indbetaling på som udbetaling fra klientbankkontoen.

Forholdet udspringer af, at nogle selskaber havde bedt indklagede advokat hjælpe med at få oprettet en konto i et pengeinstitut. I mellemtiden modtog indklagede efter anmodning fra selskaberne betalinger på klientbankkontoen, som vedrørte de af selskaberne udstedte fakturaer. Af disse beløb betalte indklagede selskabernes lønninger, fakturaer mv.  

Advokatnævnets kendelse indeholder blandt andet følgende bemærkninger:

”Det fremgår af revisorrapporten af 29. november 2022 vedrørende [indklagede advokat]/[advokatselskab A], at det ved revisors undersøgelse er konstateret, at [advokatselskab A] administrerede driftskonti for flere klienter, herunder for klienterne; "[virksomhed A]", "[virksomhed B]" og "[virksomhed R]", og dermed modtog indbetalinger, som ikke blev modtaget som led i en advokatvirksomhed.

Revisorundersøgelsen konkluderer, at der i strid med klientkontovedtægtens § 2, stk. 5, er modtaget beløb på klientkontoen, som ikke er modtaget som led i advokatvirksomheden, og at [indklagede advokat] i flere tilfælde har administreret en klients driftskonto og hermed i strid med klientkontovedtægtens § 9, stk. 1, udbetalt beløb, som ikke er udbetalt til en klient eller om led i behandlingen af en klients sag.

Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede advokat] har tilsidesat reglerne i klientkontovedtægten og derved har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. klientkontovedtægtens § 19. Henset til bl.a. forholdets karakter og flerheden af tilsidesættelser, finder Advokatnævnet at [indklagede advokat] herved særdeles groft har tilsidesat god advokatskik.”

Advokatnævnet har tidligere behandlet denne problemstilling. I kendelse af 19. december 2018 (j.nr. 2018 – 827 og 2018 – 2187) havde indklagede advokat stiftet et anpartsselskab for en klients håndværksvirksomhed. Indklagede advokat modtog gennem en treårig periode selskabets kundebetalinger på sin klientbankkonto og videresendte dem til kontonumre, som var blevet oplyst af selskabets direktør.

Advokatnævnet siger i kendelsen blandt andet følgende:

”Efter klientkontovedtægtens § 4, stk. 3 [nu § 2, stk. 5], må der på klientbankkontoen alene indsættes beløb, der modtages som led i advokatvirksomhed.

[Indklagede] har i perioden 13. august 2013 til 3. november 2016 ladet [selskab A]’ kunder indbetale fakturaer udstedt af [selskab A] til hans klientkonto, hvorefter han har videreført beløbene til kontonumre oplyst af selskabets direktør, ligesom han i samme periode har betalt udgifter for [selskab A] med midler fra klientkontoen.

Advokatnævnet finder, at [indklagede] herved har tilsidesat reglerne i klientkontovedtægten og derved tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. klientkontovedtægtens § 18.”

Selskabet blev senere taget under konkursbehandling, og klagen blev indbragt af kurator.

Advokatens mulighed for at opbevare klientens penge under sagens behandling smidiggør advokatens sagsbehandling til fordel for klienten, og de særlige regler i klientkontovedtægten om klientbankkontoen er skabt for at beskytte klientens midler under advokatens behandling af sagen, så tilliden til systemet opretholdes. Klientbankkontoen er derfor forbeholdt klientmidler. En advokat kan ikke agere bank, og uden videre modtage indskud fra personer og virksomheder, men kun, når det sker som led i advokatvirksomhed, altså som led i en advokatopgave, advokaten har for en klient.

Det er op til Advokatnævnet at fortolke begrebet ”advokatvirksomhed”. Når virksomheden udøves i advokatens professionelle regi og under brug af advokattitlen, anlægger Advokatnævnet traditionelt en meget bred fortolkning. Af de gengivne kendelser fremgår imidlertid, at Advokatnævnet ikke betragter drift af virksomhed som advokatvirksomhed under nogen omstændigheder. Advokatnævnet begrunder desværre ikke dette standpunkt i kendelserne, men fastslår blot, at modtagelse af penge i denne forbindelse er i strid med reglerne.

Ejendomsadministration, derimod, falder ifølge Advokatnævnets praksis inden for begrebet advokatvirksomhed, og en advokats modtagelse af penge på klientbankkontoen i denne forbindelse er derfor ikke i strid med klientkontovedtægten, selvom der umiddelbart er visse ligheder med virksomhedsdrift. Det fremgår blandt andet af kendelse af 11. september 2012 (j.nr. 2011-10158), som vedrører en indklaget advokat, som drev virksomhed med ejendomsadministration ved siden af sin advokatvirksomhed. Advokatnævnet udtalte følgende om spørgsmålet:

”Advokatnævnet bemærker indledningsvis, at [indklagede]har drevet sin administrationsvirksomhed under selvstændigt selskabsnavn og i det helt overvejende flertal af tilfælde underskrevet sig med sit navn eller med tilføjelsen "administrator". Hun har imidlertid drevet virksomheden fra samme adresse som sin advokatvirksomhed, hendes e-mailadresse er angivet som "advokat@y.dk", og i den fremlagte salgsaftale af december 2010 står nederst (uden underskrift): "Tiltrådt af administrator ... [indklagede]".

På den baggrund finder Advokatnævnet, at det er fremstået således, at der har været forbindelse mellem [indklagede advokats] virksomhed som administrator og hendes advokatvirksomhed i en sådan grad, at [indklagede advokats] adfærd skal bedømmes ud fra retsplejelovens § 126, stk. 1”.

Med henvisningen til § 126, stk. 1 fastslår Advokatnævnet, at ejendomsadministration skal betragtes som advokatvirksomhed.

Når ejendomsadministration - og ikke virksomhedsadministration – betragtes som advokatvirksomhed kan dette skyldes den mangeårige tradition for, at nogle advokater har ejendomsadministration som en (væsentlig) del af deres advokatvirksomhed.

Der er desuden en særlig risiko for advokater, der modtager penge som led i virksomhedsdrift. Når en virksomheds indtægter kanaliseres uden om virksomheden og ind på en advokats klientbankkonto, har virksomheden mulighed for - i strid med skattelovgivningen - at friholde midlerne for skatte- og momspligt. Dermed udsættes advokaten for alvorlig risiko for mistanke om medvirken til skatte- og momsunddragelse.

Dette var en del af klagen i den oven for refererede 2018-kendelse, som Advokatnævnet imidlertid afviste med følgende begrundelse:

”Advokatnævnet finder, at en stillingtagen til, om [indklagede] har haft forsæt til at medvirke til skatte- og momsunddragelse ved at lade sin klientkonto fungere som driftskonto for [selskab A], kræver en bevisvurdering, der ikke kan finde sted for nævnet, og sagen henhører dermed rettelig under domstolene. Advokatnævnet afviser på den baggrund denne del af klagen efter beskaffenheden i medfør af § 17, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse.”

Hvis anvendelsen af advokatens klientbankkonto er et led i hvidvaskning af penge, kan advokaten også af denne grund risikere at komme i problemer.