Advokater og klienter, der må vente måneds- og årevis på, at retten har talt, sent berammede retssager, forældede vidneudsagn fra vidner flere år efter, at begivenhederne har fundet sted, og tiltalte, hvis liv står på standby i flere år. Ventetiderne er steget syv til ni måneder i gennemsnit i straffesager, mens det i gennemsnit tager 20 måneder at få sin sag for retten i de almindelige civilsager, og det har således store retssikkerhedsmæssige konsekvenser for alle berørte.

”Ventetiderne har udviklet sig til tidens største retssikkerhedsmæssige problem. Retssikkerhed er også ret til tiden, og når klienter dagligt oplever, at de ikke kan få taget hånd om deres problemer, så skal der gøres noget ud over lappeløsninger og små ekstrabevillinger, der hverken gør til eller fra,” siger formand for Advokatrådet, Martin Lavesen.

Advokatrådet har på den baggrund bedt Copenhagen Economics undersøge, hvad det vil kræve økonomisk at afvikle den eksisterende sagsbunke frem mod 2030, og samtidig opretholde sagsbehandlingstider på seks til 12 måneder for civile sager (småsager/almindelige sager) og sænke niveauet for straffesager til fire til otte måneder fremadrettet, hvilket Advokatrådet mener er sagsbehandlingstider, som er rimelige.

Ventetid på fire år

Copenhagen Economics analyserer i rapporten ’Domstole i knæ’ hvor stort finansieringsbehovet er for at sænke sagsbehandlingstiderne og opridser, hvad der vil ske uden en forbedring af domstolenes økonomiske rammer. I det tilfælde kan det forventes, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for almindelige civile sager stiger fra omkring 21 måneder i 2021 til over fire år i 2030.

”Hvis vi ikke kommer i gang nu, og vi ikke øger finansieringen til domstolene, så vil sagsbehandlingstiderne i de civile sager eksplodere. Spørgsmålet er simpelthen, hvor længe man skal vente på at få sit liv tilbage? Det handler om ganske almindelige mennesker og virksomheder, der hænger i retssystemet, hvor den enkeltes tilværelse måske er sat på pause, eller hvor virksomhedens fremtid er usikker, og dem skylder man et politisk svar. Forsinket retfærdighed er på sin vis det samme som at blive nægtet retfærdighed,” siger formanden for Advokatrådets procesretsudvalg Nikolaj Linneballe.

Sagsbehandlingstiden for civile småsager kan tilsvarende forventes at stige ganske markant fra 14,5 måneder i 2021 til næsten tre år i 2030.

Samtidig vil straffesagerne fortsat tage uacceptabelt lang tid, hvilket Karoline Normann, som er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg og forsvarsadvokat, mener er problematisk.;

”Jeg oplever næsten dagligt, at den tiltalte og vidner ikke kan huske, hvad der er sket for flere år siden. Og ofte er det jo meget detaljerede spørgsmål, der stilles i retten.”

”De ekstremt lange ventetider ved domstolene har store konsekvenser for de tiltalte og de forurettede i straffesagerne. Deres liv og deres pårørendes liv blive sat på standby, mens de venter på, at deres sag bliver berammet, og de kan komme videre i deres liv eller afsone en eventuel dom. De aner ikke, hvor de står i forhold til hverken arbejdsliv eller privatliv og befinder sig således i ingenmandsland flere år ad gangen,” siger Karoline Normann.

Karoline Normann slår desuden også på, at en eventuel straf mister sit formål, hvis der går op til to-tre år, før en sag er færdigbehandlet.

”Selvfølgelig skal man have en straf for de forbrydelser, man måtte have begået, men den forebyggende virkning svækkes fuldstændig efter flere år, ligesom jeg ikke ser nogen grund til, at de involverede skal belastes yderligere ved et meget langt forløb i uvished pga. et domstolssystem, der ikke fungerer optimalt. Vi ønsker vel alle, at folk kommer ud på den anden side og bliver produktive samfundsborgere igen hurtigst muligt,” siger hun

Det er en politisk opgave

Ifølge rapporten vil det frem mod 2030 kræve en yderligere finansiering på 1.400 mio. kr., hvis sagsbehandlingstiderne skal nedbringes ved de danske domstole, afhængig af om mængden af civile sager fastholdes på det nuværende niveau. Det vil altså sige, at der cirka skal afsættes 200 mio. årligt gennem de næste syv år.

”Vi er helt med på, at den nuværende valgkamp er spækket med store spørgsmål om energikrise, inflation, sikkerhedspolitik og meget andet. De temaer er selvfølgelig vigtige og relevante, men det hjælper bare ikke de mennesker, som hænger i retssystemet. Det er vigtigt at få slået fast, at det er en politisk opgave at finde midler. Politikerne må spørge dem selv, hvor lange sagsbehandlingstider, de synes, er rimelige frem for at spørge, hvor mange penge de kan finde på Finansloven,” siger Martin Lavesen.

Også Nikolaj Linneballe ser det som bydende nødvendigt, at ventetiden ved domstolene kommer helt til tops af den retspolitiske dagsorden.

Han understreger, at hvis pengene ikke findes nu, står vi med et meget stort problem. Tidligere midlertidige ressourcetilførsler alene har virket kortvarigt, og Danmark har trods ekstrabevillinger færre ressourcer til vores domstole end de lande, som vi normalt sammenligner os med. Danmark er således det land i hele EU, der bruger færrest udgifter pr. indbygger til domstolene, og vi er – bortset fra Irland – det land i EU, der har færrest dommere pr. indbygger.

”Vi står ganske enkelt med nogle strukturelle problematikker, der må og skal løses. Den kæmpe pukkel, som domstolene oplever lige nu, forsvinder ikke ved, at man tilgodeser driften. Vi har et strukturelt problem i de danske domstole, og det er særligt de civile sager, der lider nød, for de bliver ikke behandlet. Vi ser absolut positivt på, at det er en velvillighed fra politikernes side om at ændre på det – blandt andet ved det nyligt nedsatte udvalg med Thomas Rørdam i spidsen, der skal understøtte politiske forhandlinger om domstolene. Men det bliver ikke det, som kommer til at redde domstolene. Hvis de skal hjælpes, så kræver det flere penge og flere dommere. Vi har for længst skåret ind til benet og effektiviseret og digitaliseret, så det er ikke her, vi redder sagsbehandlingstiderne,” siger han.

Flere dommere hurtigst muligt

Ifølge rapporten skal der konkret uddannes flere dommere for at afhjælpe problemet. Analysen viser, at det samlet set vil kræve 64 ekstra dommere frem mod 2030, som skal fordeles på de danske by- og landsretter.

”Jo længere tid der går, inden der tages fat på problemet, desto større er risikoen for, at der senere kan opstå flaskehalse i processen med at udnævne nye dommere. Den centrale begrænsning, når det handler om at få flere dommere uddannet er, at de skal gennemgå et konstitutionsforløb i landsretten, hvor der er en begrænset kapacitet,” siger Nikolaj Linneballe.

Nikolaj Linneballe pointerer, at man ikke skal underkende, at det vil kræve en langsigtet løsning, hvis problemet med stigende sagsbehandlingstider skal løses.

”Vi kan mærke, at hvis en dommer er syg nu om dage, så aflyses sagen. I gamle dage kunne man ofte finde en reservedommer. Det kan man ikke længere, for der er ikke ledig kapacitet nogen vegne. Det handler om målsætninger og ikke om midlertidige lappeløsninger. Derfor kan der heller ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at vi tager det her meget seriøst, for ellers står vi med et meget stort problem i 2030,” siger Nikolaj Linneballe.

Læs rapporten fra Copenhagen Economics her