Den retlige standard ”god advokatskik” fastlægges af Advokatnævnet og domstolene og skal til enhver tid afspejle samfundsudviklingen. På samme måde er det med Advokatrådets vejledende advokatetiske regler. Rådet har vurderet, at det var tid til en gennemskrivning og justering af de etiske regler, som siden sidste større revision i 2011 er knopskudt med for eksempel særlige regler for skatteområdet og dermed har mistet sin systematik.

Strukturen

Reglerne anno 2022 tager udgangspunkt i den kronologi, der er knyttet til en advokats behandling af en sag. Efter de indledende to kapitler indeholder kapitel 3 derfor bestemmelser om modtagelse af sager, og herefter følger emnerne så vidt muligt i samme rækkefølge, som de bliver relevante. I den sidste del af regelsættet er der i overensstemmelse hermed bestemmelser om ”Vederlag” og ”Sagens ophør”, og det sidste kapitel 15 er et opsamlingsafsnit.

Bestemmelserne betegnes i de nye advokatetiske regler ”artikel” for at undgå forveksling med tidligere udgaver og lovgivning i øvrigt. Herudover benyttes ”stk.”. Når der i det følgende står ”pkt.”, refereres således til de hidtidige regler.

I det følgende beskrives de væsentligste ændringer i regelsættet.

Fortrængning/klientfiskeri (kapitel 3)

Med de nye regler udgår den generelle formulering i pkt. 8.2, 1. led, om, at en advokat ikke må fortrænge en advokat fra en sag. Bestemmelsen har i praksis givet anledning til fortolkningstvivl og været medvirkende til, at nogle advokater var tilbageholdende med generelle, men målrettede markedsføringstiltag også over for for eksempel erhvervsdrivende, fordi advokaterne ikke vil risikere at komme i konflikt med fortrængningsreglen.

Det fremgår nu af artikel 4, at en advokat ikke uopfordret må foretage handlinger, der har til formål eller er egnede til at påvirke forbrugeres valg af advokat i en konkret sag. Formuleringen er ikke længere afgrænset til ”særligt udsatte eller sårbare”, som det er tilfældet i pkt. 8.2, 2. led.

Artikel 4 har til formål at præcisere, hvornår der er tale om fortrængning i strid med god skik, og indebærer nok i praksis en liberalisering i forhold til erhvervsdrivende. De områder, hvor klientfiskeri har fundet sted og har givet anledning til sanktioner i Advokatnævnet, er fortsat dækket af formuleringen i artikel 4.

Interessekonflikter (kapitel 4)

Afsnittet om interessekonflikter er i vidt omfang en videreførelse af gældende regler. I artikel 7 er der dog indsat nyt sidste punktum om, at advokaten løbende skal vurdere risikoen for interessekonflikter. Der er ikke som sådan tale om noget nyt, men det indskrives, at advokaten under hele varetagelsen af en sag skal overveje, om nye oplysninger eller hændelser i sagen kan medføre, at advokaten kommer i en interessekonflikt. Det forudsættes ikke, at advokaten løbende overvåger og gennemgår sin samlede sagsportefølje for at screene for eventuelle nyopståede interessekonflikter, men alene at advokaten er opmærksom på potentielle interessekonflikter, som sagen skrider frem. Et eksempel kunne være, at der under en verserende retssag adciteres en part, som advokaten har en nær familiemæssig forbindelse til.

Eksempler på interessekonflikter
I artikel 8, stk. 2, om de ”ufravigelige” interessekonfliktsituationer indsættes som nr. 7 en ny bestemmelse om indbyrdes uforenelige hensyn til flere klienter. Bestemmelsen tager blandt andet højde for en situation, hvor en advokat er forpligtet til at videregive oplysninger til én klient, fordi de er relevante for denne klients sag, mens advokaten i forhold til en anden klient er forpligtet til at hemmeligholde de samme oplysninger. Efter artikel 13, stk. 1, andet punktum, kan advokaten efter omstændighederne nøjes med at udtræde for den ene part, hvis der foreligger indbyrdes uforenelige hensyn.

I artikel 11 er der indsat en ny bestemmelse om interessekonflikter i forbindelse med advokaters jobskifte, som ikke tidligere har været beskrevet i de advokatetiske regler. Bestemmelsen gengiver praksis fra Advokatnævnet og domstolene om spørgsmålet og beskriver både, hvad der gælder for advokaten selv, det firma advokaten flytter fra, det firma, advokaten flytter til, og fra hvilket tidspunkt (aftalen om) jobskifte har betydning.

Også artikel 10, stk. 3, om selvstændigt virkende underleverandører er ny og har baggrund i Advokatrådets LegalTech-rapport fra 2019. Det bliver mere og mere udbredt, at specialiserede advokater arbejder som underleverandører til forskellige andre advokatfirmaer, ofte uden direkte klientkontakt. Den ”ægte” underleverandør, som bestemmelsen handler om, fremstår ikke som en del af det advokatfirma, der har påtaget sig opdraget for klienten og fakturerer advokatfirmaet for sin ydelse. Bestemmelsen indebærer, at interessekonfliktreglerne gælder selvstændigt for underleverandøren, der således for sit eget vedkommende skal afklare, om han eller hun kan påtage sig en sag ud fra egne forhold. Hverken underleverandøren eller opdragsgiveren (advokatfirmaet) skal inddrage hinandens forhold, når det skal afklares, om der foreligger en interessekonflikt. De såkaldte ”smitte”-regler finder altså ikke anvendelse mellem opdragsgiver og den ”ægte” underleverandør. Artikel 10, stk. 3, finder ikke anvendelse for advokater i kontorfællesskaber, der arbejder sammen om en sag.

Der er samtidig indsat en ny bestemmelse i artikel 17, hvorefter klienten skal give samtykke til, at der medvirker en underleverandør i sagen (under forudsætning af, at der deles konkrete oplysninger fra sagen med underleverandøren). Klienten vil således have mulighed for at modsætte sig involveringen af en bestemt underleverandør, hvis klienten mener, at der foreligger en interessekonflikt.

Pkt. 12.2, nr. 6, om salær i form af aktier eller andre ejerandele udgår af interessekonflikt-kapitlet og indgår i stedet i en bestemmelse om vederlag i artikel 57 jf. nedenfor om vederlag.

Samtykke
Artikel 12, stk. 2, er ny og handler om sagsvaretagelse på trods af afsmitning mellem virksomheder i et kædesamarbejde. Der kan efter Advokatrådets opfattelse åbnes op for, at forskellige advokatvirksomheder (selvstændige juridiske personer) i et kædesamarbejde kan varetage en sag med klienternes samtykke til trods for en konstateret interessekonflikt som følge af kædesamarbejdet. Det er efter bestemmelsen en forudsætning, at virksomhederne ikke har adgang til hinandens sagsoplysninger, for eksempel arkivskabe og sagssystemer. Ved sagsoplysninger forstås således alle de oplysninger, der tilgår advokaten fra egen klient, bortset naturligvis fra de klientoplysninger, som det er nødvendigt for advokaterne i kæden at udveksle i forbindelse med interessekonflikttjek.

Fortrolighed (kapitel 5)

Afsnittet om fortrolighed er udbygget med det formål at give bedre vejledning om advokatens tavshedspligt.

I artikel 16, stk. 1, er det i forhold til pkt. 5.2 præciseret, at tavshedspligten også gælder, når sagen er afsluttet. I stk. 2, andet punktum, er der som følge af Østre Landsrets afgørelse i U.2020.1062 tilføjet en præcisering vedrørende forsvarsadvokaters adgang til at udtale sig til pressen om en straffesags fremdrift og lignende.

Artikel 17, stk. 1, om adgangen til at dele fortrolige oplysninger internt i advokatvirksomheden (samme juridiske person) indskriver, hvad teorien har sagt om dette spørgsmål. En advokat har ikke lov til frit at dele fortrolige oplysninger med andre i advokatvirksomheden. Det kan kun ske i det omfang, det er nødvendigt til behandlingen af klientens sag eller på anden måde til varetagelse af klientens interesser, herunder til gennemførelse af interessekonflikttjek.

Artikel 17, stk. 2, om adgangen til at dele oplysninger eksternt er indsat for at gøre advokater opmærksom på, at de ikke uden klientens samtykke kan sende sagen til en ekstern kollega eller tage en ekstern kollega med på råd, hvis dette forudsætter videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger. Ved en ”ekstern” advokat forstås en advokat, som udøver sin advokatvirksomhed under et andet cvr-nummer end den advokat, som har opdraget for klienten.

Artikel 18 om undtagelser til tavshedspligten er en indskrivning af praksis, som i vidt omfang bygger på undtagelserne til tavshedspligten i straffelovens § 152 e, der i medfør af retsplejelovens § 129 er gældende for advokater og personale. Det drejer sig for eksempel om retlig forpligtelse til videregivelse af oplysninger og videregivelse i berettiget varetagelse af andres tarv.

Almene oplysningspligter – en lille regelforenkling vedrørende indskydergaranti (kapitel 6)

Det må antages, at befolkningen i almindelighed nu er bekendt med reglerne for indskydergarantiordningen og ikke længere kan have en forventning om, at indestående på klientbankkonti dækkes anderledes end andre indeståender. Derfor er der ikke længere er behov for information herom fra advokaten, og pkt. 13.1 nr. 8 og 9 udgår.

Særligt om advokatundersøgelser (kapitel 12)

De nye bestemmelser om advokatundersøgelser i artikel 52 og 53 er uddybende omtalt i ’Vejledning om advokatundersøgelser’, som bliver offentliggjort på advokatsamfundet.dk

Vederlag (kapitel 13)

Kapitlet om advokatens vederlag indeholder flere nye bestemmelser og en ny formulering/forståelse vedrørende udbytteafhængige salærer (pactum de quota litis).

I artikel 56 indskrives Advokatnævnets gældende praksis vedrørende beregning af honorar (typisk efter tidsforbrug) for andre (end advokaten) medarbejderes selvstændige sagsbehandling.

Pactum de quota litis

Artikel 57 indebærer, at det ultimative forbud mod udbytteafhængige salærer (pactum de quota litis) udgår af de advokatetiske regler. I stedet indføres en mere generel bestemmelse om, at alle former for salærfastsættelse - herunder også udbytteafhængige - skal ske på en måde, hvor advokatens uafhængighed og integritet ikke påvirkes.

Den nye formulering søger at imødekomme en anbefaling i Konkurrencerådets rapport samtidig med, at der holdes fast i princippet om advokatens uafhængighed, også i forhold til salærspørgsmål. Det indebærer, at en aftale om andel af udbytte efter en konkret vurdering kan være i strid med god advokatskik, hvis salæraftalen må antages at kunne have (haft) betydning for, hvordan advokaten varetager sagen. Som eksempel kan nævnes en aftale, hvorefter advokaten som honorar modtager 25 procent af det beløb, der opnås hos modparten. Hvis modparten efter kort tid tilbyder for eksempel 80.000 kr. ud af en påstand på 100.000 kr., kan advokatens rådgivning om at indgå forlig være påvirket af udsigten til et honorar på 20.000 kr. for en kortvarig indsats, stillet op imod udsigten til 25.000 kr. for en langt mere omfattende indsats. Vurderingen af salæraftalens betydning for advokatens uafhængighed må i sidste ende foretages af Advokatnævnet og domstolene og kan ske både før, under og efter sagens behandling.

Artikel 57 indebærer også, at der fra Advokatrådets side sendes et signal om, at en advokat i højere grad end tidligere må anses for berettiget til at oppebære en gevinst for at påtage sig en risiko. Salærparameteret ”det opnåede resultat” vil således kunne spille en større rolle i forhold til ”omfanget af det udførte arbejde”, end det traditionelt har gjort.

Reglen i pkt. 12.2, nr. 6, om, at en advokat efter interessekonfliktreglerne ikke må påtage sig en sag med honorering i kapitalandele (hvis værdien af disse kan påvirkes), indgår nu i artikel 57. I stedet for at afvise sagen skal advokaten sørge for ikke at indgå en aftale om honorering i form af kapitalandele og lignende, hvis der er en sammenhæng mellem advokatens udførelse af hvervet og værdien af kapitalandelene.

Abonnementsaftaler og lignende

Advokatrådet mener, at advokater på lige fod med andre erhvervsdrivende skal kunne indgå for eksempel abonnementsaftaler, hvor advokaten forpligter sig til at bistå klienten inden for en given ramme mod et på forhånd aftalt (og betalt) honorar. Det er en honorarform, som efterspørges af klienter, og rådet mener ikke, at der er afgørende hensyn imod abonnementsaftaler – under forudsætning af, at abonnementsaftalen er gennemskuelig, og at klienten ikke bindes i en urimelig lang periode. Advokatrådet mener, at en rimelig bindingsperiode ikke kan overstige tre måneder, og et fast abonnement er dermed til at overskue og komme ud af.

Den nye artikel 58 handler om forhåndsaftalte/-betalte salærer og liberaliserer reglerne for honorar på to punkter. For det første anerkendes det i forhold til selve salærberegningen, at en advokat også uden for inkassoområdet kan indgå en ”gynger og karusseller”-aftale med en klient, og at advokaten kan honoreres for at stå til rådighed, selvom klienten ikke ender med at aktivere advokaten.

Hvis man ser retrospektivt på en abonnementsperiode ud fra de sædvanlige salærparametre, kan det således godt forekomme, at salæret umiddelbart fremstår som urimeligt, fordi advokaten ikke har været aktiveret i et omfang, der kan begrunde honoraret. Advokatrådet mener, at honoraret alligevel kan være rimeligt i retsplejelovens forstand (§ 126, stk. 2), hvis det på forhånd aftalte honorar og de aftalte rammer står i fornuftigt forhold til hinanden.

For det andet bliver det i forbindelse med de omhandlede aftaler tilladt at opkræve honorar (egentligt honorar, ikke depositum), før arbejdet er udført.

Bestemmelsen forventes at være særligt relevant i forhold til LegalTech-produkter, som kan bestå af rene digitale ydelser eller en blanding af digitale ydelser (produkter) og almindelig rådgivning. På dette område er det helt sædvanligt og relevant at prissætte ydelserne som abonnement.

Viderefakturering
Artikel 63 om klientgodkendelse af viderefakturering af diverse udgifter er også udsprunget af LegalTech-rapporten. Advokaters udgifter til for eksempel it-understøttelse er generelt stigende, og der er behov for at klargøre, hvilke udgifter der skal anses som indeholdt i advokatens (time)pris i øvrigt, og hvilke udgifter der afregnes på anden vis. For eksempel vil abonnementet på Karnov nok ikke kunne afregnes særskilt, mens udgift til et cloudbaseret datarum til den konkrete sag godt kan afregnes.

Tanken med bestemmelsen er, at klienten på forhånd skal godkende arten af de omkostninger, som advokaten vil fakturere ved siden af sit egentlige salær. Hvis denne godkendelse foreligger, skal advokaten være berettiget til at viderefakturere.

Pkt. 16.9, der pålægger advokaten at foreslå klienten at overveje forlig mv., udgår. Idéen i bestemmelsen fejler ikke noget, men reglen har ikke givet anledning til nævnspraksis og vurderes ikke at spille en selvstændig rolle ved siden af artikel 54 om pligten til at arbejde for en løsning af sagen til de mindst mulige omkostninger.

Udtræden uden grund (kapitel 14)

Artikel 68 er en indskrivning af gældende praksis, hvorefter en advokat i almindelighed kan afvise at varetage en sag. Bestemmelsen er medtaget af pædagogiske årsager, også af hensyn til klienter, som kan have svært ved at vide, at en advokat vilkårligt kan vælge at udtræde af en sag.

Andre forhold (kapitel 15)

Kapitlet samler op på bestemmelser, som ikke hører naturligt til andre steder i kronologien.

Artikel 72 erstatter pkt. 6 og skal præcisere, hvornår ordet "advokat" skal benyttes i forbindelse med korrespondance (herunder digital kommunikation) og markedsføring. Formålet er at sikre, at klienter, modparter og andre aktører er bekendt med, at der er tale om udøvelse af advokatvirksomhed med de garantier mv., som hører til.

Advokatsamfundet udgiver en tredje, opdateret udgave af bogen ”De advokatetiske regler – kommenteret” af Lars Økjær Jørgensen og Martin Lavesen, som udsendes til alle advokater i Danmark og publiceres digitalt på hjemmesiden.