Spring hovednavigationen over
Tilbage

Leder: Når tilliden til advokater lider et knæk

En ny sag om en advokat, der ifølge medierne angiveligt har misbrugt klientkontomidler, kaster skygger på hele advokatstanden. Det er yderst ærgerligt og en sag, Advokatrådet tager stærk afstand fra.

I denne uge har en sag om en advokat, der angiveligt ulovligt har taget penge fra sin klientkonto, fyldt spalterne i flere medier. I foråret så vi desværre en lignende sag.

Det gør ondt på os og givetvis mange andre advokater, når kolleger ikke overholder den lovgivning, vi selv i vores daglige arbejde værner så meget om. Det er i særdeleshed ærgerligt for de klienter det rammer, men også for os selv med tanke på, hvor meget enkeltsager går ud over resten af advokatstandens omdømme. Noget af det vigtigste for os advokater er netop, at omverdenen og ikke mindst klienterne har tillid til os. Den tillid kommer under pres, når sager om underslæb og misbrug af klientkontomidler dukker op.

Klientkontomidler er i bund og grund klienternes penge, som advokater opbevarer/disponerer over midlertidigt. Den tillid, der følger med at have midlerne stående, skal selvfølgelig forvaltes ordentligt, og som tilsynsmyndighed har vi derfor også lagt skrappe kontroller ned over klientkontoen.

Som det er nu, skal advokaters bogholderi som udgangspunkt føres hver dag, ligesom alle advokater, der benytter klientkontoen, årligt skal indsende en omfattende klientkontoerklæring, hvor en revisor er inde over. Derudover reagerer vi med det samme, når vi får nys om, at der er rod i økonomien.

Når medierne eksempelvis beretter om en sag, vurderer Advokatrådet, om der skal igangsættes en undersøgelse, og hvis det er tilfældet, er det muligt at benytte flere redskaber, herunder blandt andet at anmode om en redegørelse fra advokaten samt iværksætte en revisorundersøgelse. l de alvorlige sager, hvor en advokat uberettiget bruger midler fra klientkontoen, vil rådet som udgangspunkt nedlægge påstand om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed i forbindelse med en sag i Advokatnævnet.

I de konkrete sager er vi underlagt tavshedspligt, så derfor står vi ikke længst fremme i mediebilledet og fortæller om, hvad vi gør – men som advokat kan man roligt regne med, at vores tilsyn er i gang, når så alvorlige sager kommer frem, og det giver os samtidig anledning til som tilsynsansvarlig at se vores generelle processer igennem for at se, om der er noget, vi kan gøre bedre.

Vi kan ikke altid stoppe, at advokater bevidst omgår reglerne, og vi kan ikke konstant kontrollere alle. I en branche med over 7.000 advokater kan der ske brud på loven, ligesom det også sker i andre brancher. Det kan vi ikke gardere os 100 pct. mod.

Alligevel vil vi gerne slå fast, at vi på det kraftigste tager afstand fra den slags sager, og at vi i Advokatrådet gør alt, hvad vi kan for at handle på brud alvorlige brud på god advokatskik. Det skal vi gøre, så vi gør vores yderste for at beskytte klienter og værne om vores ry som advokater.

Karen Wung-Sung, medlem af Advokatrådet

Karen Wung-Sung, formand for Advokatrådets regel- og tilsynsudvalg