Afgørelsen fra Højesteret i dag betyder, at bøderne til advokaterne fra Bech-Bruun fastholdes, og at advokatvirksomheden desuden skal tilbagebetale salæret for den advokatundersøgelse, Bech-Bruun udførte for Skat. Dermed er interessekonfliktsagen afsluttet.
”Vi har fulgt sagen tæt, og der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt område for advokatstanden, at vi ikke kommer i interessekonflikter i relation til vores klienter. Derfor har vi skarpe regler på dette område, og vi har nu definitivt fået Højesterets ord for at de har været overtrådt. Og dermed er der sat punktum for denne sag. Vi vil nu se nærmere på dommen og dens præmisser for at se, om den får betydning for interessekonfliktbestemmelserne,” siger formand for Advokatrådet Martin Lavesen.
Sagen handler om, hvorvidt fire advokater fra Bech-Bruun befandt sig i en interessekonflikt, da de i 2017 påtog sig at udføre en advokatundersøgelse for Skatteministeriet om ansvaret for myndighedernes manglende kontrol med refusion af udbytteskat. Det mente Advokatnævnet og Landsretten, og i dag har Højesteret stadfæstet afgørelsen.
Sagen understreger for Martin Lavesen, hvor vigtigt det er, at advokater altid holder styr på interessekonflikter, og at der gøres et enormt grundigt stykke forarbejde, inden man går ind i en opgave.
”Det kan være vanskeligt at foretage tilstrækkeligt konflikttjek ikke mindst i en større advokatvirksomhed. Efter Højesterets dom er der imidlertid ikke tvivl om, at advokater i meget høj grad skal være opmærksomme på, om de kan påtage sig en sag, eller om de som følge af en interessekonflikt må sige nej tak til sagen. Højesteret fastslår i dommen, at der må stilles betydelige krav til advokaternes konflikttjek i en sag som den aktuelle, og at alle relevante sager og advokater skal indgå i konflikttjekket. Det, mener vi ikke, er noget nyt i forhold til de nye advokatetiske regler, men nu skal vi studere og drøfte afgørelsen nærmere,” siger Martin Lavesen.
Skattestyrelsen har samtidig anlagt en erstatningssag mod Bech-Bruun, hvor landsretten tidligere på året fandt, at Bech-Bruun ikke kunne pålægges et erstatningsansvar. Skattestyrelsen har indbragt afgørelsen for Højesteret, hvor sagen afventer.