Spring hovednavigationen over
Tilbage

Christiansborg vil have snarlige løsninger på bedre retssikkerhed

Flere af folketingets partier i både rød og blå blok lægger nu øget pres på regeringen for at sikre borgere med handicap en bedre retssikkerhed, når de søger støtte og hjælp i kommunerne. Det skal ske før sommerferien, mener de.

Både Enhedslisten, Alternativet, Radikale, SF, Dansk Folkeparti og Venstre har derfor opfordret ministeren til at sætte gang i handling nu.

Advokatrådet udgav i samarbejdet med Embedsværket en rapport sidste år, hvor der blev sat fokus på de høje omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen. De seneste tal viser for eksempel, at det fortsat er over halvdelen af alle afgørelser i sager om børn med handicap, der bliver sendt tilbage til ny sagsbehandling i kommunerne på grund af fejl og mangler.

Senest har et borgerforslag om at fratage kommunerne ansvaret for tildeling af hjælpemidler sat skub i den politiske debat. Forslaget har fået 50.000 stemmer og er dermed blevet sendt til første behandling i Folketinget. Det ser foreløbig ikke ud til, at der vil være flertal for dette.

Flere politiske partier har bakket op om en række løsningsforslag Advokatrådet fremsatte i rapporten til forbedring af retssikkerheden.

Blandt andet har Enhedslisten fremlagt ni bud på en løsning, herunder etablering af borgerrådgivning i alle kommuner, en retssikkerhedsfond som kompensationsordning, samt bedre beskyttelse med opsættende virkning, hvis hjælpen fratages. Partiet har sammen med de andre af regeringens støttepartier og Alternativet opfordret til snarlige forhandlinger på det sociale område.

”Vi mener, at ministeren skal indkalde til forhandlinger nu,” siger retsordfører Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten til Altinget.

Også Dansk Folkepartis retsordfører har tidligere fremsat forslag om opsættende virkning, og kompensationsordning ved fejl.

”Jeg er enig i, at vi allerede nu kan handle på retssikkerheden. Det er svømmepige-sagen jo også et godt eksempel på,” siger Karina Adsbøl og henviser til den principielle sag der for nylig fik afvist godtgørelse for tort ved Højesteret på trods af fejl i kommunen.  (link)

”Der har ikke kunnet skabes flertal tidligere, mit håb er, at borgerforslaget har rykket de andre til at handle nu,” siger Karina Adsbøl.

Socialminister Astrid Kragh har via pressetjenesten oplyst, at hun ikke har mulighed for at medvirke i et interview om, hvornår forhandlinger om konkrete tiltag kan gå i gang. Hun har tidligere henvist til, at man afventer resultatet af de igangværende evalueringer af det specialiserede socialområde.

Ifølge Altinget mener flere af partierne, at evalueringerne ikke kan bruges som undskyldning for at udsætte forhandlingerne.