Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatbistand til flygtninge og migranter på Lesbos og Samos

Tusindvis af flygtninge og migranter, som er søgt til Europa, har de seneste fem år fået juridisk bistand fra blandt andre danske advokater. Advokatsamfundet har med støtte fra Dreyers Fond bidraget til projektet.

Siden 2015 har Grækenland været ankomststed for tusindvis af flygtninge og migranter, som er søgt til Europa. I 2016 iværksatte sammenslutningen af europæiske advokatsamfund, CCBE, sammen med Deutscher Anwaltverein en koordineret indsats, hvor advokater fra hele Europa, herunder også fra Danmark, kunne udsendes til den græske ø Lesbos. Her yder de juridisk rådgivning til de mange asylansøgere. Projektet er siden overgået fra at være et projekt i regi af Deutscher Anwaltverein/CCBE til i dag at være en selvstændig organisation, European Lawyers in Lesvos (ELIL).

I 2016 donerede Advokatsamfundet med støtte fra Dreyers Fond EUR 10.000 til projektet. Det er i 2021 blevet muligt for Advokatsamfundet at støtte med yderligere EUR 5.000, igen med hjælp fra Dreyers Fond.

Et team af græske og frivillige europæiske advokater har således siden 2016 tilbudt gratis juridisk rådgivning til flygtninge på Lesbos. I alt er det lykkedes de mange frivillige advokater at hjælpe over 11.000 personer på øen, og projektet udvides nu til også at omfatte ydelse af gratis juridisk rådgivning til personer der opholder sig i flygtningelejren Vathy, på den græske ø Samos.

”Det er en organisation af meget høj kvalitet og med en effektiv og professionel tilgang til deres opgave, og projektet har været en succes. ELIL ønsker nu at udvide projektet til også at omfatte Samos, hvor der ses et meget stort - og stigende - behov for tilsvarende bistand som på Lesbos,” siger Ida Søholm, som er ansvarlig for internationale projekter i Advokatsamfundet.  

Interview med advokat Synnøve Falk-Rønne: ”Det er ikke nogen badeferie”

Du kan læse mere om projektet på ELILs hjemmeside.

Hvis du er interesseret i at blive udsendt som frivillig advokat, kan du læse mere om forudsætninger m.v. her.