Spring hovednavigationen over
Tilbage

Gensyn med årgang 2013: Før din egen sag

Det er fem år siden, de sidst fortalte om deres karrierer, men i de kommende nyhedsbreve bringer vi nye interviews – denne gang med Claus Pedersen.

Claus Pedersen 38 år og far til en pige på ni og en dreng på ti år. Advokat hos Dahl Advokatpartnerselskab Viborg. Arbejder primært med procesret og forsikringsret.

Hvad er der sket i de senere år?

Jeg arbejder fortsat hos Dahl med base i Viborg. Jeg har efterhånden omfattende erfaring med retssager og er begyndt at lære fra mig og har ansvaret for advokatfuldmægtige i procesafdeling. Jeg lægger uddannelsesplan, sætter milepæle op og er sparringspartner. Det fungerer ligesom et mesterlæreforløb. Jeg har hjulpet adskillige advokatfuldmægtige med deres prøvesag.

I familien går det rigtigt godt, og begge min børn har fattet interesse for at køre gokart ligesom deres far og bedstefar, så det har vi meget sjov med flere gange om ugen. Jeg er blevet god til at prioritere og finde balancen mellem privatliv og arbejdsliv. Der kan godt være mange lange dage i løbet af ugen, men weekenderne er hellige, og når jeg holder fri, holder jeg fri. Den erfaring, jeg har nu, giver også mere ro.

Hvad har højdepunkterne været?

Udover at undervise har jeg haft fornøjelsen af at iføre mig den sorte kappe og fungere som konstitueret landsdommer i tre måneder ved Vestre Landsret. Det har været udfordrende og helt vildt lærerigt at sidde på den side og forstå processen fra dommerens synspunkt, og hvordan advokaters budskab bliver modtaget hos den, der skal afgøre sagen. Det er så vigtigt for en advokat at kommunikere på en måde, så dommeren er helt med. Al procedure handler i bund og grund om at kommunikere. Som konstitueret landsdommer havde jeg et bredt spektrum af sager også inden fra strafferetten, som jeg ellers ikke arbejder med, så det var en udfordring at skulle arbejde med sager om skyderi på åben gade til sager om momssvig.

Civile sager og strafferetssager er vidt forskellige juridisk, men selve det at procedere sagerne, der er håndværket det samme.

Efter retsmøderne blev jeg altid som den første spurgt af de andre dommere: Nå Claus, hvordan skal den sag så afgøres? Men hver sag kræver mange timers forberedelse, for at give et klart svar, så det gælder om at sætte snuden i bogen og undersøge, hvad man skal være opmærksom på for at afgøre rigtigt, og hvad der flytter noget. Jeg har fået en ekstra god forståelse for den gode proces, og hvordan du kommunikerer dit budskab.

En anden ting jeg tager med mig er, at virkeligheden overgår fantasien. Hvis nogle af de sager, jeg har haft havde været bragt som tv-serier, ville man sige: Hold da op, hvor er det urealistisk.

Hvad skal der ske med karrieren i den kommende tid?

Jeg vil gerne sætte kryds ved møderet for Højesteret, og det forventer jeg at opnå i løbet af december, hvor jeg har den sidste landsretssag, der nødvendig for at kunne få møderet for Højesteret.

Hvad er dit bedste råd til nye advokater?

I forhold til retssager vil jeg sige: husk at føre din egen sag og lav dit forarbejde. Man er nødt til at undersøge sagen til bunds, og så skal man argumentere sin egen sag, i stedet for at forsøge kun at modbevise det modparten anfører. Hav en personlig tilgang til sagen, og få fortalt historien om hvad der er sket. Skær sagen til og gør dit argument let forståeligt, for til syvende og sidst handler det kun om at overbevise dommeren.

Læs også interview med Anja Deleuran: Fleksibilitet er guld værd

Læs også interview med Martin Sørensen: Er blevet associeret partner

Læs også interview med Naaika Himidi: Mærk efter hvad der giver mening

Gensyn med årgang 2013-Claus Pedersen

Claus Pedersen er konstitueret dommer ved landsretten i Viborg. Foto: Dahl Advokatpartnerselskab.