”Den første sag, jeg havde, drejede sig om en 12-årig dreng, som var frivilligt anbragt. Han har ADHD og er anbragt efter serviceloven, da hans mor ikke har overskud nok til drengen. Under anbringelsen taler han rigtig grimt til en pædagog, fordi han er utilfreds med aftensmaden, og siger noget i retning af ”jeg smadrer dig”. Hvor han derhjemme ville have fået besked om at opføre sig ordentligt, så ryger han nu i Ungdomskriminalitetsnævnet, som tvangsanbringer ham. Det er ærgerligt, fordi han på ingen måde tilhører den hårde kerne. Han er ikke kommende bandemedlem, men bare utilpasset. Og ærgerligt nok nu stemplet kriminel, da han bliver anbragt efter lov om ungdomskriminalitet på trods af, at alt samarbejde fungerede rigtig godt, da han var frivilligt anbragt,” siger Kristian Korshøj Jørgensen, der blandt andet også kritiserer, at der i mindre indgribende foranstaltninger – som eksempelvis at den unge skal være hjemme på et bestemt tidspunkt om aftenen – ikke er klageadgang.

”I disse sager er der ingen klageadgang. Jeg synes, at det er stærkt kritisabelt og desuden en forringelse af retssikkerheden for de unge, for samme type af afgørelse kan træffes af kommunen efter serviceloven. Og hvis det sker, kan afgørelsen godt påklages til Ankestyrelsen,” siger han og tilføjer, at selvom disse foranstaltninger ikke umiddelbart synes at være voldsomme, så oplever de unge dem som et indgreb i deres frihed – præcis som voksne ville gøre det.

Læs om Ungdomskriminalitetsnævnet i det nye nummer af Advokaten