Advokaten har fulgt fire advokater, der blev uddannet i 2013. Sidst var i 2016. Naaika Himidi er den sidste i rækken af de fire, der fortæller sin historie her. Du finder links til de øvrige portrætter nederst på siden.
Naaika Himidi, 37. Bor i København. Tidligere advokat hos Kromann Reumert, hvor hun har arbejdet siden 2008 senest med finansiering og ledelse. Nu selvstændig konsulent.
Hvad er der sket i de senere år?
For godt et års tid siden kunne jeg mærke, at min tid i advokatbranchen var et vel overstået kapitel. Jeg havde et fedt job, som har været sindssygt udviklende, men der fulgte en specialisering med, som fik mig til at overveje: Skal jeg det her resten af livet? Jeg sagde op og stoppede i januar 2020 for at tage en pause, reflektere og finde ud af hvilke byggesten fra min tid hos Kromann Reumert, jeg ville tage med videre. For fuldstændigt at trække stikket tog jeg seks uger til Bali og nåede hjem lige inden corona-krisen lukkede alle grænser. Det har på mange måder været et mærkeligt år, hvor alle har været inde i en boble. Det har været fint at bruge perioden til at reflektere over, hvordan jeg ser et meningsfuldt arbejdsliv. I øjeblikket er jeg selvstændig og arbejder som konsulent for en kapitalfond, hvor jeg dels arbejder med fonden og har opgaver relateret til porteføljeselskaberne. Det er en god mulighed for at få indblik i maskineriet, og fondens profil passer godt til min interesse for iværksættere og start-ups. Jeg har valgt at deponere min beskikkelse som advokat, da den ikke er nødvendig for at udføre mit arbejde på nuværende tidspunkt.
Hvad har højdepunkterne været?
Det har været godt med et sceneskift. Der er mange ting ved advokathvervet, jeg godt kan lide. Jeg har arbejdet med utroligt dygtige mennesker, haft bunker af udfordringer og udviklet mig helt enormt. Arbejdsmængden har ikke været et problem, så for mig handlede skiftet ikke om et ønske om mere balance mellem arbejde og fritid. Jeg ville gerne videreudvikle andre kompetencer og arbejde med direkte påvirkning end som ekstern juridisk rådgiver. Ideelt set vil jeg gerne sidde mindre foran en computer. Finansieringsret er ekstremt dokumenttungt.
Det bedste i min tid som advokat har været at se fuldmægtige, som jeg har uddannet, blive advokater og følge deres videre færd både inden og uden for Kromann, og så har der naturligvis været masser af spektakulære, komplekse sager, som har været faglige højdepunkter.
Hvad skal der ske med karrieren i den kommende tid?
Det er en ekstremt bred værktøjskasse, jeg har med ved at have haft en karriere som advokat. Mit speciale er finansiering, og jeg har arbejdet meget med udvikling, ledelse og formidling, da jeg har undervist en del.
Jeg er rimelig afklaret med, hvilke elementer, der skal være til stede i mit arbejdsliv fremover. Jeg tænker, at om et par år, så har jeg en kommercielt orienteret stilling i en dynamisk virksomhed med udviklingspotentiale. Helt sikkert i en lederrolle. Hvis jeg selv kan bestemme, så er hovedvægten i mit virke ikke det juridiske men en kombination af det juridiske og det kommercielle. Jeg tror ikke, at jeg vender tilbage til en hæderkronet gammel virksomhed, men ser nok mig selv i en ung virksomhed med 5-10 år på bagen. Det passer godt til mit temperament, men jeg er åben så længe det faglige og menneskelige er til stede.
Hvad er dit bedste råd til nye advokater?
Mit bedste råd er at sørge for at lære så meget som muligt, vær nysgerrig, tag de udfordringer der er, mærk efter, hvad du synes, der er sjovt. Engagér dig. Hold fokus på de positive ting undervejs og vær ikke så optaget af, hvor du er om ti år - vejen derhen skal være meningsfuld. Vær opmærksom på hvad der giver mening for din udvikling her og nu og på den korte bane. Jeg er selv en livsnyder, jeg elsker god mad og vin, hygge med vennerne, så jeg vil sige, work hard, play hard.
Læs også interview med Anja Deleuran: Fleksibilitet er guld værd
Læs også interview med Claus Pedersen: Før din egen sag
Læs også interview med Martin Sørensen: Er blevet associeret partner
Naaika Himidi har søgt nye veje og er for nylig startet som chefjurist i en fintech-virksomhed. Foto: privat.