Spring hovednavigationen over

Når en advokat er ansvarlig for en klients tab, og hverken advokatens garanti eller ansvarsforsikring dækker, er der mulighed for at få erstatning gennem Advokatsamfundets forsikringsordning.

Forsikringsordningens dækning

Med virkning for anmeldelser, der indgives 1. januar 2025 eller senere, har Advokatsamfundet nedlagt Erstatningsfonden og i stedet tegnet en forsikring hos Tryg, som har til formål helt eller delvist at dække tab, som ikke er dækket af advokaternes pligtige ansvarsforsikring, garanti eller andre sikringsordninger, jf. Advokatsamfundets vedtægt § 48. Forsikringen er således subsidiær i forhold til disse andre muligheder for dækning.

Forsikringsordningen dækker tab, som er lidt som følge af:

  1.  en advokats eller dennes personales fejl, forsømmelse eller andet uagtsomt forhold i forbindelse med advokatvirksomhed, der vil medføre retskrav på erstatning eller
  2. en advokats eller dennes personales uretmæssige forbrug af midler, der var advokaten betroet i dennes egenskab af advokat.

De nærmere betingelser for, at der kan ydes erstatning, fremgår af Advokatsamfundets vedtægt § 48-50.

Hvordan søger jeg om erstatning?

Forsikringsordningen gælder for anmeldelser, der indgives den 1. januar 2025 eller senere.

Hvis du har indgivet en anmeldelse før 1. januar 2025, behandles din anmodning efter de dagældende regler om Erstatningsfonden, se nærmere her.

Anmeldelse om erstatning fremsættes skriftligt over for Tryg og vedlægges fornøden dokumentation. Anmeldelsen sendes via følgende e-mailadresse: prof.ansvar@tryg.dk.

Du skal i den forbindelse være særligt opmærksom på anmeldelsesfristen på 6 måneder, som du kan læse om nedenfor.

Frist for anmeldelse til forsikringsselskabet

Det fremgår af Advokatsamfundets vedtægt § 50, stk. 1, at anmeldelsen skal indgives senest 6 måneder efter det tidspunkt, da skadelidte blev eller ved sædvanlig agtpågivenhed burde være blevet bekendt med at have lidt et tab som følge af en handling eller undladelse omfattet af § 48, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Det betyder, at du senest 6 måneder efter, at du blev eller burde være blevet bekendt med, at advokaten har begået underslæb eller at advokaten har foretaget en ansvarspådragende handling, skal indgive en anmeldelse.

Anmeldelsesfristen bliver ikke udsat eller suspenderet, mens et potentielt krav mod advokaten behandles af advokatens forsikringsselskab, eller mens det potentielle krav mod advokaten behandles i en retssag eller i forbindelse med en klagesag ved Advokatnævnet.

Idet det sjældent vil være muligt at få afklaret det påståede krav ved f.eks. en retssag inden for seks måneder, fra man som skadelidt er blevet bekendt med, at man potentielt har lidt et tab, opfordrer Advokatsamfundet til, at man så tidligt som muligt indgiver en foreløbig anmeldelse til forsikringsselskabet. Sagens endelige behandling vil i så fald afvente, at alle forhold omkring f.eks. dokumentation for erstatningsansvar, erstatningens størrelse eller spørgsmål om dækning via advokatens forsikring er afklaret.

Yderligere oplysninger

Generelle oplysninger om Advokatsamfundets forsikringsordning kan fås ved at skrive til Advokatsamfundets sekretariat på postkasse@advokatsamfundet.dk.

Hvis du har spørgsmål til konkrete anmeldelser, som du agter at indgive eller allerede har indgivet, bedes du rette henvendelse til Tryg.