10.09.2024
Webinarer og online-materiale
Som advokat kan der være inspiration til og viden om processer ved EU-domstolene mm. Vi har samlet relevant materiale her,
En stor del af den danske lovgivning har sin oprindelse i EU-lovgivning, og derfor lægger Advokatsamfundet en stor del af sit internationale engagement i CCBE-samarbejdet. Herunder kan der læses mere om, hvad dette samarbejde indebærer.
CCBE’s historie
CCBE blev grundlagt i 1960 med henblik på at repræsentere europæiske advokaters interesser i EU og forsvare de juridiske principper, som demokrati og retssikkerhed bygger på.
Medlemmerne af organisationen er de nationale advokatsamfund, og herigennem repræsenterer CCBE mere end 1 million europæiske advokater. CCBE’s medlemmer udgøres af 46 advokatsamfund fra EU og resten af Europa.
Formål
CCBE fokuserer på regulering af advokatprofessionen, beskyttelse af retssikkerhed, menneskerettigheder og demokratiske grundprincipper. Dette bliver bl.a. gjort gennem varetagelse af de nationale advokatsamfunds fælles interesser over for blandt andre EU-institutionerne for derigennem at opnå indflydelse på EU-lovgivningen. CCBE forsvarer også retssikkerhed og demokratiske grundprincippers overholdelse i medlemslandene.
CCBE er generelt anerkendt som en vigtig og troværdig interessent hos de europæiske institutioner, herunder Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EU-domstolene og Europarådet.
Opbygning
CCBE’s præsidentskab tegnes af én præsident og tre vicepræsidenter. Det daglige arbejde varetages af en generalsekretær og 11 sekretariatsmedarbejdere, der har sæde i Bruxelles. CCBE’s sekretariat sørger for vidensindsamling og vidensdeling via spørgeskemaundersøgelser til delegationerne, udgivelse af nyhedsbreve og pressemeddelelser, høringssvar vedrørende ny EU-lovgivning, analyser, statistik og rapporter.
Standing committees er CCBE’s udøvende organ, som består af lederne af de nationale delegationer. Det er på standing committees, at der tages politiske beslutninger. Derudover tages de mere principielle beslutninger på plenarmøder, som alle medlemmerne af den nationale delegation deltager i.
Aktiviteter
Derudover er der nedsat en lang række komitéer og arbejdsgrupper, som består af advokater fra medlemslandene med særlig ekspertise på det givne område. Disse komitéer undersøger, arbejder med og rapporterer fra deres specifikke juridiske område. Løbende udgiver de også forskellige guidelines til brug for advokater, statements på forskellige områder og princippapirer, som bruges i dialogen med EU’s institutioner
Se en liste over alle komitéer, arbejdsgrupper, og deres danske medlemmer her
Den danske delegation
Den danske delegation består aktuelt af rådsmedlem Per Hemmer (Head of Delegation), advokatrådsformand Martin Lavesen, generalsekretær Andrew Hjuler Crichton, Head of International Relations Ditte Nissen Lund (Information Officer) og International Relations Associate Nina Gundlach Thorstholm (Information Officer).