Advokaten 7 Leder Skærpet tilsyn med forsvarsadvokater

Print Print
22-09-2017

 

“Der bør sættes en stopper for den uformelle udveksling af merchandise, lommepenge og tjenesteydelser fra forsvarsadvokater til indsatte.”

Sådan skrev jeg her i lederen lige før sommerferien, hvor en række historier i medierne om forsvarsadvokaters klientfiskeri, uddeling af merchandise til fængslede klienter og udveksling af pengebeløb med klienter betød, at der var et akut behov for at gøre noget drastisk ved situationen.
Både fra Advokatrådet og fra politisk side blev situationen taget meget alvorligt. Det fik endog nogle politikere til at tale om at indføre et statsligt tilsyn med forsvarsadvokater – en løsning, som vi har svært ved at se kan forenes med helt grundlæggende principper om advokatens integritet og uafhængighed af staten.
Det er baggrunden for, at Advokatrådet har besluttet at etablere et såkaldt Forsvarertilsyn. Tilsynet, som er iværksat her i september, er et særligt skærpet tilsyn rettet mod beneficerede forsvarsadvokater og andre advokater, der beskæftiger sig med straffesager. Dermed omfatter Forsvarertilsynet godt 400 beneficerede forsvarere og yderligere et par hundrede advokater, der regelmæssigt beskæftiger sig med straffesager. 
I det skærpede tilsyn ser vi blandt andet på kontorets tilrettelæggelse af arbejdet med straffesager. Det gælder for eksempel advokatens salærforslag til retten i udvalgte sager, ligesom vi undersøger etableringen af opdraget i sagerne. Også advokatens brug af markedsføringstiltag er noget, vi sætter særskilt fokus på – herunder især advokatens brug af markedsføring i fængsler og arresthuse. Vi vil undersøge, om der for eksempel bliver delt trøjer, kuglepenne eller lightere med logo ud til indsatte.
Efter et tilsynsbesøg har Advokatsamfundet mulighed for at følge op på sagen med anmodning om en nærmere redegørelse fra advokaten eller ved at rejse en disciplinærsag imod vedkommende ved Advokatnævnet. Der vil også være mulighed for at indgive en politianmeldelse, hvis der er mistanke om, at advokaten har begået strafbare forhold.
Advokatrådets målsætning er at gennemføre tilsyn med op imod 150 forsvarsadvokater inden for de første seks måneder svarende til en femdobling af tilsynsintensiteten for denne gruppe af advokater sammenlignet med det almindelige udkørende tilsyn, som har fungeret siden 2009. Hvem, der præcis får besøg i løbet af efteråret, er i princippet tilfældigt. Men – som det også er tilfældet, når det gælder det generelle tilsyn – vil der også blive udvalgt advokater efter en risikobaseret tilgang.
I Advokatrådet har vi også besluttet, at erfaringerne med tilsynet skal evalueres og afrapporteres til Advokatrådet efter seks måneder. Rapporten, der ventes klar i marts 2018, vil også blive sendt til Justitsministeren.
Jeg er ikke i tvivl om, at der blandt nogle kolleger vil være en opfattelse af, at der med dette nye tilsynskoncept bliver taget ganske ‘hårdt fat’, men jeg håber samtidig også, at de fleste kan se, at det i situationen er nødvendigt med nogle målrettede og håndfaste initiativer for at komme en uheldig og uacceptabel adfærd til livs – en adfærd, som svækker alle advokaters omdømme i samfundet.




Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere artikler/2017/Advokaten 7/Leder.aspx - d. 17-12-2017.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.