Folkedomstol og gratis råd i Advokatvagten på Kulturnatten

Print Print
21-09-2017

 

Det handler om borgerens rettigheder, når Advokatsamfundet 13. oktober bliver en del af Kulturnatten i København.
Folkedomstolen, som er en populær, årlig begivenhed på Folkemødet på Bornholm, bliver genopført – traditionen tro i samarbejde med Danmarks Domstole og formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, som konferencier. I denne udgave af Folkedomstolen udgør publikum nævningetinget, og der bliver rig mulighed for at deltage i debatten om nødværge og selvtægt, når en mand står anklaget for drab i en sag, der stammer fra den virkelige verden. Som det også er tilfældet på Bornholm er anklager, forsvarer og dommer den ægte vare – mens den anklagede og vidner er skuespillere.
Også forsvarerens etiske dilemmaer i mødet med klienten bliver sat til debat på Kulturnatten. Forsvarsadvokaterne Karoline Normann og Henrik Stagetorn vil sammen med formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, og publikum debattere, hvor grænserne går.
Der vil også være en advokatvagt og en særlig skatteadvokatvagt i Advokatsamfundet på Kulturnatten. Advokatvagten har opbakning fra Københavns Advokatforening samt advokater fra 1. og 2. kreds, der har tilbudt at stille op med gode råd til kulturnatsgæsterne hele aftenen.
Endelig fortæller advokat Nikolaj Linneballe om mulighederne for at få økonomisk støtte til en sag, og advokat Christian Blixen-Thiele fortæller om det nye familieretssystem, som regeringen har på tegnebrættet.

Kom i god tid! Der vil være et begrænset antal pladser!

Se programmet for Kulturnatten i Advokaternes Hus her  

Læs mere om Kulturnatten her