Sådan ansætter vi nye medarbejdere

Print Print


Når Advokatsamfundet ansætter nye medarbejdere, lægger vi ikke alene vægt på de faglige kompetencer, men har også fokus på samarbejde, og hvordan medarbejderen passer ind i vores kultur og overordnede formål.
Når vi har en ledig stilling i en af vore afdelinger, fastlægger chefen for afdelingen i samarbejde med personaleafdelingen forløbet for ansættelsesprocessen. Ledige stillinger slås op på Advokatsamfundets intranet, her på hjemmesiden og på relevante jobportaler. Det er dog ikke alle stillinger, der slås op eksternt – eksempelvis hvis et job kan besættes med kvalificerede medarbejdere fra en af vores andre afdelinger.

Når du søger en opslået stilling
Når du søger job i Advokatsamfundets Sekretariat, vil du altid få en kvittering for, at vi har modtaget ansøgningen.
Alle ansøgninger bliver behandlet fortroligt – det er ganske enkelt en forudsætning for at sikre et kvalificeret rekrutteringsgrundlag.
I forbindelse med hver ansættelse, nedsætter vi et ansættelsesudvalg. Når ansøgningsfristen er udløbet, udvælger ansættelsesudvalget de ansøgere, der skal til samtale. De indkaldes pr. mail og med oplysning om, hvem der deltager i samtalen.  Typisk deltager chefen for den pågældende afdeling, en kommende kollega til den nye medarbejder og en repræsentant fra personaleafdelingen.
Som regel holder vi kun en enkelt ansættelsessamtale, men det kan forekomme, at vi ønsker at holde en anden samtale. Til samtalen oplyser vi, hvornår du kan forvente at høre fra os igen.
Når det er besluttet, hvem der skal ansættes, kontakter vi den pågældende telefonisk og tilbyder ansøgeren stillingen og forhandler løn. Efterfølgende sender vi et ansættelsesbrev til den ny medarbejder.
Hvis du har været til samtale, men ikke fået stillingen, vil du blive ringet op af chefen for den afdeling, der søger en ny medarbejder. På den måde er du sikker på at kunne få en uddybende tilbagemelding, og processen kan for begge parter rundes af på en god måde.
Hvis du ikke har været udvalgt til en samtale, vil du modtage en mail med afslag på din ansøgning.